Den ærlige stemme i dit hoved – og på scenen
Mumle er ikke bare et kunstnernavn – det er den lille, uforsødede stemme, vi alle har indeni. Den, der tør sige tingene, som de er. Og netop den stemning gennemsyrer Mumles musik: hudløst ærlig, humoristisk og fyldt med selvironi. Bag navnet står Julia Kathrine Hansen, som på rekordtid har markeret sig som en af de mest relaterbare og originale stemmer på den danske popscene. Siden debutsinglen “Det Modsatte” har Mumle taget Danmark med storm – både på streamingtjenester og live-scener.
Et stjerneskud på rekordtid
Gennembrudshittet “Det Modsatte” blev hurtigt umuligt at komme udenom, og siden har hun ramt plet igen med “Et For Dig” og Svea S-duetten “Hvor Solen Ik’ Skinner”, der begge har ligget tungt på både streaming- og radiolister. I sommeren 2023 gik hun direkte fra studenterfest til festivalscener, og med mere end 20 udsolgte shows på én sæson, beviste hun, at hendes sange rammer dybt – og bredt. Publikum og anmeldere er enige: Mumle er kommet for at blive.
Koncerter med grin, gåsehud og genkendelighed
At være til koncert med Mumle føles som at hænge med den sjoveste fra vennegruppen, der pludselig åbner op og siger noget, man selv har tænkt, men aldrig turde sige højt. Stemningen er let og nærværende, men alligevel fuld af kant og følelser. Hun balancerer perfekt mellem selverkendelse og selvironi, og det mærkes tydeligt, når hele teltet skråler med og griner midt i tårerne. Hvis du vil opleve dansk musik, der både føles som terapi og torsdagsbar, så er en Mumle-koncert stedet, du skal være.