Fra kulissen til spotlightet: Østens kometkarriere
Da Østen i april 2024 stod på scenen i VEGAs intime Ideal Bar til sin første headliner-koncert, var det startskuddet på en bemærkelsesværdig musikalsk rejse. Den aarhusianske sanger og sangskriver havde blot to udgivne sange, men alligevel blev koncerten udsolgt og lagde fundamentet for et voksende og dedikeret publikum. Med en baggrund som producer og sangskriver for bl.a. Artigeardit og Barselona, vidste Østen allerede, hvordan man bygger stærke musikalske narrativer – og med debutalbummet Daylight, udgivet i oktober 2024, trådte han frem som en af årets mest overbevisende nye artister.
Et album med lys i mørket
Daylight er både et poetisk og personligt værk, der tematiserer rodløshed, depression og det at nøjes – inspireret af den lysterapilampe, som albummet er opkaldt efter. Det er storladent, vedkommende og gennemsyret af Østens karakteristiske sans for popproduktioner med kant og dybde. Kritikerne var enige: Politiken tildelte albummet fem stjerner og kaldte det ”personlig og bæredygtig poppoesi”, Soundvenue roste dets præcision og inkluderede det blandt årets bedste danske udgivelser, mens Gaffa fremhævede det storladne og velskabte lydbillede. Singlen Regn – med sine 3,5 millioner streams – blev ikke blot ’Ugens Uundgåelige’ på P3, men har også indbragt Østen nomineringer til Carl Prisen som både ’Årets Sang’ og ’Årets Talent’.
Liveoplevelsen: personlig, præcis og gennemført
På scenen er Østen mindst lige så imponerende som i studiet. Med et nøje sammensat band formår han at omsætte albummets følelser og nuancer til en helhedsoplevelse, hvor lyd, lys og nærvær smelter sammen. Publikum bliver inviteret med ind i hans univers af ærlige fortællinger og musikalske spændingsfelter – og det mærkes. Østens koncerter er ikke blot optrædener, men emotionelle rejser, hvor intimitet og storladenhed går hånd i hånd. Det er her, sangene får nyt liv, og det er her, publikum vender tilbage igen og igen.