Hvem er Mads og hvad er A-holdet?
Mads Steffensen er kendt og elsket for sin særlige evne til at stille de spørgsmål, vi alle går og tumler med – og samle et stærkt panel, der kan svare på dem med både hjerte, humor og kant. I radioprogrammet Mads og A-holdet samler han nogle af landets mest farverige personligheder til at kaste lys over hverdagens små og store dilemmaer. Det handler om livet, kærligheden, karrieren – og alt det indimellem.
Når A-holdet går live – og alt kan ske
Der sker noget helt særligt, når Mads og hans udvalgte A-hold forlader studiet og træder op på scenen foran et levende publikum. I liveshowet får publikum en eksklusiv og ufiltreret oplevelse, hvor alt fra dagens dilemmaer til paneldeltagernes egne livserfaringer bliver vendt – ofte med et glimt i øjet og uden det filter, der normalt følger med, når mikrofonerne er tændt i radioen.