Khruangbin: Global lyd med lokal forankring
Siden dannelsen i Houston i 2010 har Khruangbin udviklet sig til et af tidens mest fascinerende og genkendelige musiknavne. Det tre mand høje ensemble – bestående af Laura Lee Ochoa, Mark Speer og Donald “DJ” Johnson – har skabt et musikalsk univers, der kombinerer underspillet elegance med rytmisk tyngde. Deres navn betyder “flyvemaskine” på thai, og det beskriver ganske præcist, hvordan deres lyd bevæger sig frit og ubesværet over geografiske og kulturelle grænser.
En rejse gennem lyd og genre
Khruangbins musik er instrumental i sin kerne, men aldrig ensformig. Den bygger på et solidt groove – ofte forankret i funk og soul – og bevæger sig ud i et væld af stilarter: thailandsk psychrock, mellemøstlige melodier, jamaicansk dub, vestafrikansk desert blues og elementer fra både jazz og disco. Det hele præsenteres med en karakteristisk ro og præcision, hvor hvert instrument får plads til at ånde. Det er musik, der både kan danne lydtapet til refleksion og fungere som soundtrack til en sommernats dans. Samspillet mellem de tre musikere er i centrum og skaber en liveoplevelse, der føles lige så intuitiv, som den er veludført.
Fra nicheprojekt til international hovedscene
Med debutalbummet The Universe Smiles Upon You i 2015 begyndte en støt voksende rejse, der for alvor tog fart med Con Todo el Mundo i 2018 og det internationale gennembrud Mordechai i 2020 – en udgivelse, der nåede top 10 på albumhitlister i bl.a. Tyskland, Holland og Australien. I dag har bandet over 6,5 millioner månedlige lyttere på Spotify, og koncertmæssigt spiller de på verdens største scener. Herhjemme har Khruangbin allerede markeret sig med en udsolgt K.B. Hallen i 2022 og et tætpakket Arena-telt på Roskilde Festival i 2024.