Danish Club inviterer til en enestående oplevelse på Frederiksdal Slot – et af Danmarks smukkeste rokokoslotte og normalt lukket for offentligheden. Vi får en eksklusiv rundvisning ledet af Sigismund Ahlefeldt-Laurvig, slottets nuværende ejer og 8. generation i familien, samt Thomas Samuel, stedets tilknyttede historiker.
Sammen tager de os med på en rejse gennem Frederiksdals historie – fra opførelsen i 1747 af arkitekt Nicolai Eigtved for udenrigsminister Johan Sigismund Schulin, til slottets rolle som familiebolig, landbrugscentrum og nutidens private herresæde omgivet af natur og kulturhistorie.
Under besøget oplever vi hovedetagens enestående arkitektur og interiør, hvor det velbevarede rokokointeriør står som et af de fineste eksempler på dansk bygningskunst. I den berømte Havesal, hvor Eigtveds æstetik og proportioner kulminerer, er der mulighed for at tage billeder – et sjældent privilegium i de ellers private gemakker.
Rundvisningen giver også et personligt indblik i slottets nutid og fremtid, når Sigismund Ahlefeldt-Laurvig fortæller om sin vision for at bevare og udvikle stedet for kommende generationer.
Dette er en helt særlig mulighed for at komme bag kulisserne på et slot, der kun sjældent åbner dørene for besøgende – en oplevelse, der kombinerer kultur, historie og dansk arkitektur i særklasse.
På glædeligt gensyn
Danish Club & Frederiksdal Slot