Efter udsolgte koncerter i Odense, København og Aarhus er Rune Rask klar til at sætte TECHNOTOGET på skinner igen. Den 23. oktober 2027 ruller det kompromisløse DJ-univers i K.B. Hallen til hans hidtil største headliner-koncert.
Rune Rask har i mere end to årtier været en af de mest markante skikkelser i dansk musik. Som producer, lyd-arkitekt og kreativ kraft i Suspekt har han sat et massivt aftryk på dansk hiphop og moderne musikproduktion. Med TECHNOTOGET tager han sit univers et skridt videre i et liveformat, hvor tung techno, hiphop, rave-energi og hans karakteristiske lyd mødes i et intenst DJ-show.
TECHNOTOGET begyndte bogstaveligt talt på skinner, da projektet blev lanceret sammen med DSB på S-togslinje B fra Høje Taastrup over Vestegnen ind mod København og tilbage igen. Året efter voksede konceptet til Rune Rasks første officielle DJ-turné, som siden har samlet publikum på venues og festivalpladser over hele landet.
Nu melder DSB-remisen og Rune Rask atter klar til afgang: næste år sættes TECHNOTOGET i drift - denne gang kan du med Linje F sætte kurs mod en af landets mest ikoniske koncertsale, K.B. Hallen, og stationen af samme navn.
Koncerten i K.B. Hallen markerer en ny milepæl for projektet. Her udvider Rune Rask formatet og inviterer publikum helt ind i musikmaskinrummet til en aften bygget på pulserende bas, højt tempo og den kompromisløse energi, der har gjort ham til en af landets mest indflydelsesrige producere.
De seneste år har Rune Rask også markeret sig stærkt som solonavn. I 2024 udgav han hittet "København", og i 2025 fulgte "Go Masala", der cementerede hans evne til at skabe tracks, som både rammer dansegulvet og den brede offentlighed. Denne sommer er ingen undtagelse: I skrivende stund er to nye singler på vej sammen med nogle af Danmarks største artister med ombord.
Med otte danske Grammy-statuetter, to amerikanske Grammy-nomineringer og internationale samarbejder med blandt andre Kendrick Lamar, ScHoolboy Q, Akon og Lukas Graham, og et studio belagt med guld og platinplader har Rune Rask for længst skrevet sig ind i dansk musikhistorie.
Med TECHNOTOGET flytter han nu energien fra studiet og klubben ind i de store rum.
Næste station: K.B. Hallen.