Improgruppen Der Skal 2 til Traume gæster Bremen Teater den 17. og 18. juni 2027.
I ro og mørke og i al hemmelighed har en flok skuespillere med jævne mellemrum sat hinanden stævne henover det seneste år og improviseret, leget, danset og øvet sig i at stille sig til rådighed for det evige nu. Og nu er de klar til at vise publikum på Bremen Teater, hvad det er de går og øver sig på.
Det bliver en improaften, hvor alt kan ske. Med hjælp og input fra publikum vil de modige skuespillere kaste sig ud i og ind i improverdenens uforudsigelighed. Vi lover, at det nok skal blive underholdende, men vi udelukker ikke, at det også bliver alvorligt og måske kommer til at gøre ondt for husk, der skal to til traume.
Det bliver en aften, der muligvis vil forlænge dit liv.
Der skal 2 til Traume består af skuespillerne :
Signe Thielsen, Lisbeth Wulff, Mille Dinesen Anton Hjejle, Magnus Haugaard, Nicolai Jørgensen, Rikke Bilde, Mikkel Arndt, Jesper Ole Feit Andersen, Mette Søndergaard Nielsen, Bodil Jørgensen, Rikke Westi og Rasmus Botoft.
Mindst 6 af gruppens medlemmer vil hver aften være på scenen på Bremen Teater.