Lars Hjortshøj
Baggrund
Lars Hjortshøj er født den 3. juni 1967 i Hinnerup og er i dag en af de mest genkendelige ansigter i dansk underholdning. Han er en af landets mest erfarne komikere og kan tage sin del af æren for opbyggelsen af den danske stand-up scene – en passion, der begyndte allerede som efterskoleelev i begyndelsen af 1980'erne, da han stiftede bekendtskab med genren under et udvekslingsophold. I begyndelsen af 1990'erne blev han en fast del af miljøet omkring arnestedet for dansk stand-up, Restaurant DIN's, og i 1992 vandt han DM i stand-up – samme år som han fik sit professionelle gennembrud. Med en karriere på over fire årtier har han cementeret sin plads som en central figur i dansk stand-up.
Hvem er lars?
Siden sit gennembrud som standupkomiker i 1992 har Lars Hjortshøj optrådt på tv i bl.a. Casper og Mandrilaftalen, Langt fra Las Vegas, Klovn og Live fra Bremen samt Store Lars fra 2020. Han spillede julemanden i TV 2's julekalendere Ludvig & Julemanden og Tvillingerne & Julemanden, og hans filmografi tæller roller i bl.a. Klovn – The Movie, Klovn Forever, Dan-Dream og Klovn The Final. Blandt hans anmelderroste projekter finder man one-man-shows som OMVENDT fra 2015, Plan B fra 2019 og Plat og Krone fra 2025. I 2022 var han desuden aktuel med den landsdækkende musikalske comedy-tour Jazz & Jokes sammen med Benjamin Koppel, hvor komik og jazz blandede blod.
På scenen
Lars Hjortshøj er en af dansk comedys absolutte sværvægtere, der med sin lune facon, sin store professionalisme og sit skarpe blik for hverdagens absurditeter rammer rent hos publikum – hver eneste gang. Hans fænomenale evne til at opfange publikumsbemærkninger og improvisere et underholdende modspil gør hans shows friske, originale, flydende og fulde af overraskelser. Det er den slags nærvær og timing, der kun kommer med årtiers sceneerfaring – og som giver en aften, man husker længe. Han formår at ramme bredt blandt alle aldersgrupper, og mange genkender sig selv i de historier og betragtninger, han deler fra scenen. At opleve Lars Hjortshøj live er kort sagt en af de mere sikre investeringer i dansk humor.