Evig søgen efter musikalske grænseområder
Kalaha er et dansk band, der siden 2013 har skabt et helt unikt musikalsk univers mellem roots, jazz og elektronisk musik. Med trommehelten Emil de Waal, Niclas Knudsen fra Ibrahim Electric og Anders Stig Møller, kendt fra blandt andet Turboweekend og Dizzy Mizz Lizzy, har trioen formået at skabe en lyd, der trækker på elementer fra anatolsk funk, afrobeat, syre-rock og improviseret jazz. Bandets evne til at blande genrer har sikret dem både en Danish Music Award og en Carl Prisen samt adskillige nomineringer gennem årene.
Musikalsk verdensrejse uden boardingpas
Kalahas musikalske palet spænder vidt og bringer lytteren fra hæsblæsende basarer i Istanbul til kosmiske rum og støvede landsbyer i Mali. På albummet Mystafa fra 2021 udforsker bandet brasiliansk samba, tyrkisk 70'er musik, afrikansk highlife og ørkenblues med gæsteindslag fra psych-rock legenden Uffe Lorenzen og folk-sangeren Hjalte Ross. I 2022 udkom bandets femte album Tutku, skabt i samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra og den tyrkiske sanger Hilal Kaya. Med Viktoria Søndergaard på vibrafon og vokal tilføres bandets lyd en ekstra dimension.
et medrivende og højenergisk live-band
Kalaha er et ekstremt medrivende og højenergisk liveband. Deres evigt udforskende tilgang til musik betyder, at hver koncert bliver en rejse gennem musikalske grænseområder og geografiske spektre, hvor acid techno møder anatolsk funk, og improviseret jazz blander sig med afrikanske rytmer. Når Kalaha indtager scenen, får publikum en intens oplevelse, der både udfordrer og inviterer til dans.