Danish Club glæder sig til at byde dig velkommen på Fortunfortet, der normalt ikke er åben for offentligheden. Træd indenfor de tykke betonmure og mærk historiens vingesus.
Fortunfortet blev bygget i årene 1891-1992 og er en del af Nordfronten i Københavns nyere Befæstnings landbefæstning, som blev anlagt i perioden 1885-1894. Nordfronten bestod af en kæde af fem forter og fem bagvedliggende batterier samt et planlagt oversvømmelsesområde fra Ermelunden til Øresund. Fortunfortet er det sidste fort i fort-kæden.
På rundvisningen kan du glæde dig til at høre om Fortunfortets historie og baggrunden for opførelsen af Københavns nyere Befæstning. Opførelsen fandt sted samtidig med forfatningskampen i slutningen af 1800-tallet og førte til det demokrati, vi kender i dag. Under rundvisningen vil du også høre om Fortunfortets opbygning, bevæbning og renoveringsplan. Derudover har du mulighed for at se og høre om de spændende fresco vægmalerier i fortets sydøstlige observationstårn.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.
På glædeligt gensyn!
Ole Bruun Nielsen og Danish Club