Fastpoholmen startede ud som duo, med fætter/kusineparret Adam og Dawn Fastholm som eneste medlemmer. I 2010 kom debutalbummet ”En Stund”, der førte til masser af opmærksomhed og koncerter, bl.a. på Spot Festival. ”På alle måder en varm anbefaling værd”, skrev bloggen Diskant.dk om albummet, der i avisen Urban blev kåret til en af årets bedste udgivelser. Singlen ”Himlen” blev Fastpoholmens første hit, med topplacering på Det Elektriske Barometer - og sangen ”Min Kära” blev den mest spillede på P6 i maj. Ved en koncert på Roskilde Festivals Pavillon-scene sommeren 2011, præsenterede Fastpoholmen sig for første gang i den store opsætning, med i alt 8 m/k på scenen. Roskilde-koncerten gav masser af opmærksomhed og gode anmeldelser til Fastpoholmen, der efterfølgende besøgte klubberne overalt i Danmark. Grundlaget for Fastpoholmens musik er sangskriver og komponist Adam Fastholms ideer og smukke sange – og omkring ham finder man et vidtvoksende kollektiv, bestående af kusinen og sangerinden Dawn Fastholm og musikerne Thomas Fløe Nielsen, Kristoffer Sidenius, Jay Habib, Trine Trash, Kristian Rinck-Henriksen og Anders Juhl Nielsen.