Indie-rock bandet Death Cab For Cutie er gået fra at være et mindre deltidsprojekt til at være Grammy-nomineret for tre albums og en EP. Grundlæggeren er den dybt respekterede sangskriver Ben Gibbard, der tilbage i 1997 startede sin karriere med at udsende sine demoindspilninger på et kassettebånd. De efterfølgende år udgav han med Death Cab For Cutie fire studiealbums, der vakte stor opsigt i indie-verdenen. Samtidig med bandets voksende succes udgav Gibbard og den elektroniske musiker Dntel, det banebrydende og millionsælgende album ”Give Up” i 2003 under navnet The Postal Service.
Da Death Cab For Cutie i 2005 udgav deres femte album ”Plans”, der bl.a. inkluderer den akustiske ballade ”I Will Follow You into the Dark”, opnåede de platin-certificering i USA og lå desuden på Billboards albumhitliste i næsten et helt år. Både ”Plans” (2005), “Narrow Stairs” (2008), “The Open Door” EP (2009) og “Codes and Keys” (2011) er alle blevet Grammy-nomineret i kategorien ”Best Alternative Music Album”, hvilket understreger bandets store betydning på indie-scenen.