Fra dagbog til verdensscene
Current Joys er det musikalske alias for den amerikanske multi-instrumentalist og sangskriver Nick Rattigan, der siden 2013 har opbygget en imponerende karriere i krydsfeltet mellem lo-fi, indierock, singer/songwriter, country og folk. Med over 7 millioner månedlige lyttere på Spotify og hits som "Kids" og "Blondie" med tilsammen over 400 millioner streams har Rattigan bevist, at kunstnerisk integritet og bred appel sagtens kan gå hånd i hånd.
Sange lavet af ægte stof
Current Joys' seneste album "East My Love" fra 2024, udgivet på det anerkendte indie-label Secretly Canadian, tegner et portræt af en sangskriver i fuld blomstring. Med rødder i country, folk og klassisk singer/songwriter-tradition besidder Rattigan en sjælden evne til at destillere store følelser ned i skrøbelige, ærlige sange. Sammenligninger med Elliott Smith, Bright Eyes og Jason Molina er velfortjente, og det seneste materiale, herunder et sårbart cover af Nirvanas "Dumb" og singlen "Road Song", viser en artist, der konstant udvikler sig uden at miste sin karakteristiske stemme.
Ind i musikken, ud af verden
På scenen omsætter Current Joys det intime og hudløse univers fra pladerne til en levende og medrivende oplevelse, der skaber en helt særlig forbindelse mellem Rattigan og publikum. Med turné-erfaring fra store dele af USA og Europa er han en rutineret og overbevisende livescene-artist, der ved, hvordan man griber et rum.