Lea Burger & Stephanie Geggo
Mere end tv-stjerner
Lea Engelhardt Jakobsen, kendt som Burger, og Stephanie Karma Salvarli, bedre kendt som Geggo, er to af Danmarks mest elskede tv-personligheder. Begge er kendt fra det populære TV3-program Familien fra Bryggen, hvor seerne fulgte dem tæt i årevis. Stephanie har desuden et stærkt fodfæste i podcastverdenen med Geggo & Cengiz – Helt ærligt, der nåede over 100.000 følgere på Podimo og indtog andenpladsen på listen over de mest lyttede danske podcasts i 2023. De to veninder har tilsammen en popularitet, der rækker langt ud over skærmen, og det er netop den kemi og fortrolighed, de nu tager med sig ind på scenen.
Historier man ikke burde kende
Siden lanceringen på Podimo har podcasten Du har det ikke fra mig samlet en loyal lytterskare af danskere, der hver uge vender tilbage for at høre de historier, man egentlig ikke burde fortælle videre. Konceptet er enkelt og underholdende: Lea og Stephanie deler lytternes anonyme, pinlige og vanvittige historier fra det virkelige liv, samtidig med at de selv åbner op om egne bekendelser og det venskab, de har dyrket i mere end ti år. Tonen er varm, ærlig og befriende direkte, og det er netop denne ægthed, der gør universet så uimodståeligt for et dansk publikum, som kan genkende sig selv i kaosset.
Fællesskab, latter og bekendelser live
Med Du har det ikke fra mig – LIVE løfter Lea og Stephanie podcastuniverset ud af høretelefonerne og ind i en sal fyldt med latter, overraskelser og fællesskab. For allerførste gang får publikum mulighed for at opleve de to veninder live, og de lover en aften med de allerbedste historier, ærlige bekendelser og præmier til dem, der tør. Det er en aften, der slutter som alle gode hemmeligheder: med et smil, man ikke helt kan forklare, og historier, man absolut ikke må fortælle videre.