Mellem marmorsøjlerne i den over 250 år gamle stald står Kongehusets prægtige heste og fornemme gallakareter. På denne særrundvisning for The Danish Club skal vi bl.a. høre om hestene og livet i staldene på Christiansborg Slot lige siden De Kongelige Stalde blev indviet i 1740.
Ridebaneanlægget og de to staldfløjsbygninger er det eneste af Christian 6.s pompøse barokslot, der har overlevet begge slotsbrande.
I sin storhedstid stod 250 kongelige heste opstaldet. De var kongefamiliens levende tronstole. Hestene transporterede de kongelige igennem landet, de bar dem på de hæsblæsende jagter, og når fjendens linjer skulle besigtiges i krig.
Når Dronningen holder nytårskure og andre store fester på Christiansborg Slot, spændes de smukke hvide heste for Guldkareten i prægtigt gallaseletøj og kører Dronningen fra Amalienborg til Christiansborg Slot.
I De kongelige Staldes seletøjsmuseum og Karetmuseet, står de tidligere konger og dronningers kareter. Den fineste er Guldkareten fra 1840 med 24karats bladguld. Den ældste karet er enkedronning Juliane Maries statskaret fra 1778. Caroline Mathildes vovede herresadel fra 1700-tallet får vi også at se.
Vi slutter af i det enorme og utroligt smukke ridehus, som emmer af fortidens storhed.
På glædeligt gensyn