The Radio Dept har siden deres debut ‘Lesser Matters’ fra 2003 haft en solid fanskare blandt indiehoveder med smag for underspillet, catchy-melankolsk shoegaze. Bandet, som blev dannet i Skåne i 2001 af Johan Duncanson og Martin Carlberg, skulle ikke vente længe på opmærksomheden fra det svenske label Labrador og sidenhen det toneangivende XL Recordings, der skaffede dem international anerkendelse. Atypisk for en ellers ofte indadskuende genre kommenterer - og kritiserer - The Radio Dept.s lyrik deres samtids politiske miljø i hjem- og udland. Kombinationen af samfundskritik og synthinficeret dream-pop har drevet The Radio Dept.s popularitet langt ud over hjemlandets grænser.