VOLBEAT blev grundlagt i 2000 af Michael Poulsen (sang og guitar) og Jon Larsen (trommer), som meget hurtigt hentede Anders Kjølholm (bas) ind. Alle tre rutinerede herrer fra det danske heavymiljø, som undervejs har haft selskab af skiftende guitarister. For nylig fik trekløveret følgeskab af den amerikanske guitarist Rob Caggiano, som kommer med en fortid i Anthrax og The Danmed Things. Han producerede og gæste-optrådte på ”Outlaw Gentlemen & Shady Ladies”, og det forløb så godt, at han og Volbeat besluttede at fortsætte samarbejdet.
Bandet spiller en unik kombination af klassisk rock’n’roll og mere moderne heavy metal og hård rock. Michael Poulsen har forklaret lyden med, at han voksede op med en far, som var Elvis-fanatiker. Det smittede af og holdt ved, også da forsangeren som teenager opdagede heavy metal-verdenen. At VOLBEATS musik herhjemme rammer bredere end vanligt for den tunge rock, kan bl.a. aflæses af, at bandets anden cd, ”Rock The Rebel / Metal The Devil” fra 2007, blev det første metalalbum nogensinde til at nå toppen af den danske hitliste. Oven i købet solgte det platin - også første gang for et metalalbum. Hertil kunne Volbeat tage fra Danish Music Awards 2013 med både titlen som ”Årets danske Band” og ”Årets rockudgivelse” for ”Outlaw Gentlemen & Shady Ladies”.