Smerz giver stor koncert i København
Den fremadstormende norske artpopduo, der sidste år udsendte det roste album ”Big city life”, følger op på forrygende Roskilde Festival-show med en koncert den 22. november i Store VEGA. ”Fabulous and melancholy”.
Sådan karakteriserede Pitchfork sidste år Smerz’ album ”Big city life” i sin begejstrede anmeldelse, der resulterede i den ekstraordinære karakter 8,6 og den eftertragtede kåring som ”Best New Album”.
Som titlen afslører, er det musik til storbyen. Underspillet cool, evigt vibrerende, selvbevidst slentrende, eksperimenterende og afsøgende, skævt sovekammerproduceret og med en dragende sødmefuld melodisk kerne.
Den norske artpopduo består af Catharina Stoltenberg and Henriette Motzfeldt, der selv skriver, producerer og fremfører deres musik. Makkerparret har igennem en række år været bosat i København, hvorfor deres album udkommer herhjemme via pladeselskabet Escho (Astrid Sonne, Iceage, Baby in Vain). Internationalt har Smerz udsendt musik via det stilskabende indie-label XL Recordings, der bl.a. står bag eksperimenterende ikoner som Arca, FKA Twigs og Burial.
Smerz har længe været undergrunds-darlings, men med ”Big city life” har de fået hul igennem til et større internationalt publikum. De har da også turneret over hele kloden og bl.a. optrådt på de legendariske museer Tate Modern i London og MoMa i New York.
Herhjemme kunne duoen senest opleves på Roskilde Festival, hvor de gav en forrygende koncert, der – ligesom deres plader – blandede performance-elementer og cool distance med smittende pophooks og intime stunder. Politiken uddelte 4 hjerter, Soundvenue fulgte op med 4 stjerner ligesom GAFFA, der kaldte Smerz ”et af Nordens mest interessante navne lige nu”.
Missede du ved den lejlighed Smerz, er muligheden der heldigvis snart igen. Den 22. november giver duoen nemlig sin hidtil største danske venue-koncert, når de står på scenen i Store VEGA.