På Naturdestination Skovsgaard kommer du helt tæt på naturen. På kvæg og vildheste, der lever frit. På spændende dyr og planter, du ikke har set før. På krat, vandhuller, insekter og døde træer, der stadig er hjemsted for liv. Hos os får du jord under neglene, vind i håret og sol på kinderne, når vi inviterer dig ud på en uforglemmelig og autentisk oplevelse i Danmarks vilde natur.
Med et sæsonkort får du adgang til Skovsgaards naturværksted, udstillinger, vandreruter, aktiviteter og alle guidede ture hele sæsonen. Glæd dig til at gå med naturvejlederne på VILD safari ud til de genforvildede arealer. Lad dig betage af de historiske bygninger og dyk ned i fortællinger om tidligere ejere. Bag pandekager over bål, klap en ged eller slap af i rolige omgivelser.
Uanset om du går på opdagelse i arter og vildgræsning, mærker roen under de gamle træer eller dykker ned i historien, er vores håb det samme: At du tager fra Skovsgaard med en fornyet forbindelse til det store økosystem, vi alle er en del af. Med en forstærket lyst til at sikre dig, at vi også om hundrede år har en fantastisk og vild natur omkring os.
Oplev Skovsgaard fra 28. marts til 18. oktober. Find åbningstider og info på vores hjemmeside www.skovsgaard.dn.dk