Det er med stor begejstring vi byder indenfor til en særrundvisning på Herregården Rysensteen. Godset ligger i det vestjyske landskab syd for Lemvig, ude ved engene og Nissum Fjord. Her er der højt til himlen, blæst over markerne og ro omkring de gamle bygninger.
Hovedbygningen er hvidkalket med tegltag og ligger på et højt voldsted omgivet af grave. Den består af to lave fløje i én etage, og senere er der kommet en sydfløj til, så Rysensteen i dag fremstår som et trefløjet anlæg. De ældre dele af huset er udpeget som bevaringsværdige, og man mærker tydeligt, at her har stået en herregård i mange generationer.
På rundvisningen viser Suzanne rundt i hovedbygningen og fortæller om huset, dets historie og hverdagen på stedet – både før og nu. Lige nu er hovedtrappen ved at blive ført tilbage til sit oprindelige udtryk, og Suzanne fortæller om arbejdet med at få det gamle og det nye til at passe ordentligt sammen. Hun kender hver en krog af huset, og hendes stolthed over stedet gør oplevelsen nærværende og personlig.
Undervejs får vi kaffe og kage, som er inkluderet i arrangementet.
Rundviser: Godsets ejer, Suzanne Wibholm
På glædelig gensyn
Danish Club Ambassadør Anette Dalsgaard