Oplev Roskilde Klosters fascinerende historie
Danish Club inviterer i samarbejde med Roskilde Kloster indenfor til en helt særlig oplevelse i et af Danmarks mest historiske bygningskomplekser. Klosterforvalter Søren Lyder Jacobsen deler levende fortællinger om klostrets udvikling gennem århundreder – fra Sortebrødremunkenes tid og de adelige jomfruers liv til det moderne Roskilde Kloster.
Undervejs får du et unikt indblik i stedets historie, arkitektur og kulturarv, mens Søren Lyder Jacobsen fortæller om klostrets betydning gennem tiden og de mennesker, der har sat deres præg på stedet.
Historiske sale, skjulte perler og et glas mousserende
Oplev blandt andet den smukt udsmykkede "Damernes Fløj", tegnet af arkitekt Jens Ingwersen, samt klosterkirken, Riddersalen og de historiske stuer og gemakker. Du får også et indblik i de seneste restaureringsprojekter og de omfattende bevaringsarbejder, der sikrer klostrets fremtid.
Hvis vejret tillader det, begynder oplevelsen i klosterets stemningsfulde have, inden besøget afsluttes med et glas mousserende vin i den imponerende Riddersal. En enestående mulighed for at komme helt tæt på et af Danmarks mest betydningsfulde kulturhistoriske steder.