Northern Assembly
Et band født af fælles historier
Northern Assembly er et aarhusiansk folk-pop band, der siden 2014 har samlet et bredt og dedikeret publikum i Danmark og udlandet. Bandet samler sangskriverne Dina Dánialsdóttir og Andreas Bevan, som begyndte at skrive musik sammen i 2013, drevet af en fælles passion for oprigtig historiefortælling og håndspillet musik. Dina har færøske og danske rødder, mens Andreas har britisk og norsk baggrund, og tilsammen bringer de to en bredde af musikalske og kulturelle impulser fra barndomsår tilbragt i lande som England, Norge, Etiopien og Færøerne. I 2014 fuldendtes bandet med bassist Jesper Smalbro og trommeslager Jens Hedegaard, og samme år udgav kvartetten deres debut-EP. Et par udsolgte shows i Aarhus skabte hurtigt en stærk lokal fanbase, og da Northern Assembly i 2015 vandt Fatter Eskil-prisen, begyndte den nationale interesse at vokse.
Folkets pop – varm, nær og levende
Northern Assembly mestrer historiefortællingens kunst med et lydunivers bygget på varmt, håndspillet folk-pop, båret af kontrabas, guitar, klaver og medrivende beats. I front trækker Dina Dánialsdóttir og Andreas Bevan publikum ind med smukke harmonier og indlevende fortællinger om kærlighed, sorg, håb og fællesskab. Bandet har tre albums bag sig: debutalbummet "Death, Won't You Marry Me?" fra 2018, efterfulgt af "Closer Together" fra 2019, der modtog fem stjerner fra GAFFA og blev et af årets mest afspillede albums på P5. Senest udkom "The Choir of Trembling Hands" i 2023, et anmelderrost album, hvor stemmernes klang er i centrum. GAFFA tildelte det fire stjerner og beskrev oplevelsen som kuren mod vinterdepressioner. Hertil kommer en tradition med årlige juleudgivelser siden 2017, der holder kontakten til publikum levende hele året rundt.
Når scenen bliver til noget større
Med over to hundrede koncerter i ind- og udland har Northern Assembly opbygget et ry som et band, der løfter scenen med varme, nærvær og et levende fællesskabsrum. Tourhistorikken tæller store danske festivaler som Tønder Festival, Skagens Festival og SMUKfest, en Schweiz-turné og senest en fornemme opvarmningsrolle for Lars Lilholt Band på Skovrock i Aalborg. Live optræder bandet til tider med et stort kor på op til 20 sangere, der løfter taget i et fælles kald om håb og samhørighed. Det er præcis den slags aftener, der brænder sig fast i erindringen – en sangoplevelse, der rækker ud over scenen og griber noget grundlæggende i os alle sammen.