Et bidende inferno af post-hardcore genialitet
Fra Cardiffs gråvejrskultur voksede Mclusky frem i slutningen af 90'erne som et band, der aldrig bad om tilladelse. Med Andrew Falkous' skarpe tunge som omdrejningspunkt har gruppen af indierockere siden debut konsekvent leveret musik, der skærer igennem med kirurgisk præcision – og sjælden nåde. Punk, noise og indierock bliver i Mcluskys hænder ikke til en genre, men til et våben.
Tre albums. Én legende.
Bandet har sat sit aftryk med tre kritikerroste album My Pain and Sadness Is More Sad and Painful Than Yours (2000), efterfulgt af det nu kultklassiske Mclusky Do Dallas (2002) og The Difference Between Me and You Is That I'm Not on Fire (2004) – inden de i 2005 lagde instrumenterne på hylden.
Tilbage – og mere nådesløse end nogensinde
Gendannelsen i 2019 var ikke en nostalgitur. Det var en erklæring. Siden har Mclusky mindet verden om, hvad de har manglet, og med det fjerde album The World Is Still Here and So Are We leverede de beviset sort på hvidt. New Noise Magazine var ikke i tvivl: bandet vender tilbage med deres "uniquely biting wit and cathartic power firmly intact". På scenen er Mclusky stadig et naturfænomen – kaotisk, præcist og absolut umuligt at ignorere.
