Loveland Music Festival finder sted på Bremen Teater i København over tre dage, hvor Jakob Bro har samlet et stjernespækket line-up.
Loveland Music Festival Dag 2
Skúli Sverrisson & Óskar Guðjónsson (IS)
+ Zeena Parkins Trio (US)
+ Jakob Bro & Craig Taborn (US) feat. Jakob Kullberg, Henrik Dam Thomsen & Toke Møldrup.
SKÚLI SVERRISSON & ÓSKAR GUÐJÓNSSON (IS)
Skúli Sverrisson har blandt andet samarbejdet med Laurie Anderson, Jóhann Jóhannsson og Blonde Redhead, turneret med Allan Holdsworth og Ryuichi Sakamotos band og spillet med Wadada Leo Smith, Derek Bailey, Lou Reed og Bill Frisell.
Som saxofonist og komponist har Óskar Guðjónsson markeret sig som en drivkraft og et kvalitetsstempel på adskillige jazz- og samtidsmusikindspilninger i Island. For første gang i mange år kan man nu opleve dette prisvindende samarbejde på dansk jord i kølvandet på deres duoalbums After Silence (2002) og The Box Tree (2012), som de modtog Iceland Music Awards for.
JAKOB BRO & CRAIG TABORN (US) FEAT. JAKOB KULLBERG, HENRIK DAM THOMSEN & TOKE MØLDRUP
Jakob Bro genoptager samarbejdet med den amerikanske ECM-pianist Craig Taborn, som også spillede med Bro, Bill Frisell og Lee Konitz på albummet December Song, der blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris. Craig Taborn er modtager af MacArthur Genius Grant 2025, det største musiklegat i USA, og har gennem tiden udforsket alt fra jazz og hiphop-samples til elektronisk musik og ny kompositionsmusik.
“Craig Taborn has become one of the best jazz pianists alive — by disappearing almost completely into his music.” – New York Times
Denne aften møder Jakob Bro og Craig Taborn tre danske cellister: Jakob Kullberg, Henrik Dam Thomsen og Toke Møldrup.
ZEENA PARKINS TRIO (US)
Den New York-baserede elektroakustiske komponist og improvisator Zeena Parkins er en verdensstjerne og pioner inden for moderne harpespilteknikker. I løbet af en mere end 30 år lang karriere har Parkins samarbejdet med navne som Björk, Yoko Ono og John Zorn. Denne aften indtager hun scenen med Lotte Anker og Mads Emil Nielsen.
"Den amerikanske harpespiller Zeena Parkins leverede en times krævende, kantet, kras og sine steder tindrende smuk lydforestilling, der tog os fra tikkende tidsindstillede bomber til dejlige drømmelandskaber." – 5 hjerter, Politiken
Om Loveland Music Festival
Hvad sker der, når man samler et dusin af de førende danske musikere og internationale ikoner og sætter dem på en scene sammen for første gang? Det har den nye årlige festival, Loveland Music Festival sat sig for at undersøge den 30. november til 2. december på Bremen Teater. Over tre festivaldage bliver de medvirkende kastet ud i et kollektivt og spontant musikalsk univers i spændet mellem ambient, ny klassisk og improvisatorisk musik for at skabe en berigende og berusende once-in-a-lifetime-oplevelse for alle i salen.
Tak til Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond & KODA Kultur.