Emil de Waal
Fra fusionspionér til prisvindende skaber
Emil de Waal er født den 6. januar 1967 i København og har siden 1980'erne sat sit tydelige præg på dansk musikliv. Som trommeslager, komponist og kapelmester har han bevæget sig inden for alt fra jazz og eksperimenterende musik til electronica, pop og rock. Han brød igennem i 1987 med fusionsbandet Bagdad Dagblad og har siden været en del af det Danish Music Award- og Carl Pris-vindende Kalaha, stået i spidsen for Emil de Waal+ og Emil de Waal Old News samt skabt utallige musikalske projekter – blandt andet det Danish Music Award-vindende samarbejde med klarinettisten Elith "Nulle" Nykjær og duoer med multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren. I 2023 modtog han Ben Webster Prisen for sin mangeårige og nyskabende indsats på den danske musikscene.
Lyden, der ikke lader sig sætte i bås
Emil de Waal er kendt for sit spraglede musikalske CV og for at være en af de mest eftertragtede trommeslagere herhjemme, hjemmevant i både jazz, pop, rock og electronica med grupper som Kalaha, Bagdad Dagblad, Maluba Orchestra og Emil de Waal+. Han har ry for at skabe sange og lyde med subtilitet og fortælleiver, og hans lyd er genrebrydende og kan bedst beskrives som en blanding af jazz, elektronisk musik, avantgarde og filmiske lydlandskaber. Seneste album Fire øjne fra 2024 er et soloalbum bestående af duetter, hvor Emil de Waal for første gang selv har truffet alle de kunstneriske beslutninger. Musikken er nyjazzet og eklektisk originalmusik fra de Waals sikre hånd med afstikkere til fortolkninger af inspirationskilder som Duke Ellington, Hans Henrik Ley, Elvis Presley og Charlie Haden. De tidligere udgivelser Vente (2021) og Handmade in Denmark (2022) modtog begge stor anerkendelse fra anmelderne.
Når musik bliver til oplevelse
Emil de Waal er som del af Kalaha frontmand for et ekstremt medrivende og højenergisk live-band, der er kendt for at være evigt udforskende i søgen efter musikalske grænseområder og geografiske spektre. Bandet har formået at forny deres liveshow igen og igen gennem en lang række koncerter, senest med et spektakulært lysdesign, hvor sammensmeltningen af lyd og lys understreger, at musikken skal opleves live. Kalaha er kendt for at sætte ild i dansegulvet og bringe publikum i trance – som lytter er man det ene øjeblik på hæsblæsende biljagt igennem bazaren i Istanbul, og i det næste svæver man i rummets kosmiske evighed, for derefter at lande i en støvet landsby i Mali. I Emil de Waals egne projekter er liveenergien mere intim men ikke mindre stærk: han har en utrolig evne til at skabe en stærk forbindelse med sit publikum, når han spiller live. Med fire årtiers musikererfaring og priser som Ben Webster Prisen og Danish Music Award i bagagen er Emil de Waal en af dansk musiklivs mest facetterede og uomgængelige skikkelser.