Dent May
Rødder i kirkekor, vinger fra et ukulele-album
Dent May er en amerikansk sanger, sangskriver og producer fra Jackson, Mississippi, der siden sin debut i 2009 har etableret sig som en af indiemusikkens mest dedikerede og produktive kunstnere. Han voksede op med at synge i kirkekor og optrådte i skolemusicals, inden han som teenager kastede sig over powerpop og emo-bands. Efter at have studeret filmvidenskab på NYU vendte han tilbage til Syden og begyndte at studere på University of Mississippi i Oxford. Her fik han kontakt til Animal Collective, der netop havde indspillet det legendariske album Merriweather Post Pavilion i Oxford, og som tilbød at udgive hans musik på deres pladeselskab Paw Tracks. Resultatet blev debutalbummet The Good Feeling Music of Dent May & His Magnificent Ukulele fra 2009, og dermed var karrieren skudt i gang. I dag er Dent May baseret i Los Angeles, hvor han har været med til at grundlægge studiet Honeymoon Suite sammen med Paul Cherry og Pat Jones. Studiet har blandt andet lagt lokaler til indspilninger med kunstnere som Toro y Moi, TOPS og Magdalena Bay.
Vemod med dansesko på
Dent Mays musik bevæger sig mellem psykedelisk pop, synthpop, indierock og new wave. Hans sange rummer en særlig blanding af vemod og eufori: De kan knuse dit hjerte, samtidig med at du ikke kan lade være med at synge med. De tidlige album Do Things (2012) og Warm Blanket (2013) var med til at cementere hans position inden for bedroompop med sange, der føltes både tidløse og fremsynede. I Los Angeles videreudviklede May sit lydunivers og omfavnede en mere 60'er-inspireret poplyd på det roste Across the Multiverse (2017) samt de barokke popnuancer på Late Checkout (2020), begge udgivet på Carpark Records. Hans album What's for Breakfast? fra 2024 er hans sjette studiealbum og markerer et skift mod en mere guitarorienteret rocklyd med nogle af hans mest energiske og umiddelbare sange til dato. I 2026 tog han endnu et skridt i en ny retning med The Big One, hvor han bevægede sig væk fra den traditionelle bedroompop-tilgang og ud i et mere bandorienteret univers sammen med musikalske venner fra Los Angeles. Samarbejdet med den filippinske artist Eyedress, som May mødte på Twitter, resulterede i singlen Something About You, der er blevet certificeret platin.
Mestermelodikeren møder publikum
Gennem sin diskografi har Dent May opbygget et alsidigt musikalsk univers, og han har ofte arbejdet alene og selv spillet størstedelen af instrumenterne på sine indspilninger. Den musikalske alsidighed afspejles også i hans liveoptrædener, der spænder fra intime, akustiske øjeblikke til energiske popshows med fuldt band. Med The Big One og et liveband i ryggen bringer May nu energien fra 1970'ernes store sangskrivere som Harry Nilsson og Paul McCartney i Wings-perioden med på scenen – med al den umiddelbarhed og varme, der kendetegner hans musik. Dent May er en rastløs og produktiv kunstner med sans for den mindeværdige melodi og de præcise tekster. Hans koncerter føles som en naturlig forlængelse af de omhyggeligt udformede studieproduktioner. For alle, der sætter pris på gedigen sangskrivning og popmusik med hjertet på rette sted, er Dent May bestemt værd at opleve.