Musikken Siirala begynder med Schuberts klaversonate i a-mol. Den er komponeret i foråret 1825, blot tre år før komponistens død, sandsynligvis under et ophold på et landsted ejet af operasangeren Michael Vogl, der elskede Schuberts sange. Sonaten rummer komponistens karakteristiske vemod, men den kaldes ikke ”Premiere Grande Sonata” for ingenting; med dens omtrent 40 minutters varighed er den en fantastisk kolos af en sonate, og den er ambitiøs og alsidig i sit udtryk, både dyster, heftig og strålende. I 1826 lød anmeldelsen af den: ”Den er rig på i sandhed nye og originale harmoniske påfund; lige dele rig og mangesidet i udtryk; genial og håndværksmæssigt vedholdende… Vi lover dem, der er i stand til at forstå dette værk en rig og sjælden nydelse”.
Efter pausen er vi et helt andet svævende sted med Debussys 12 eminente præludier fra 1910. Bemærkelsesværdigt placerede Debussy ikke præludiernes titel før stykket, men efter og tilmed i parenteser, hvilket indikerer, at pianisten ikke behøver kende titlen for at spille værket. Derved er udøveren på sin vis sat fri i fortolkningen, selvom Debussys kommentarer sætter en retning for udtrykket. Eksempelvis lyder hans kommentarer til det andet stykke betitlet (voiles): ”I en rytme uden stringens, og kærtegnet… blødt og meget blidt… blødere… endnu blødere… meget smidigt… meget roligt og meget dæmpet til sidst…”
Pianisten
Antti Siirala er blevet rost for sin rige palet af klangfarver og sin varierede og syngende spil. Tilbage i 1997 blev han den yngste vinder nogensinde af den tiende International Beethoven Piano Competition Vienna, der afholdes hvert fjerde år, og han har fået mange flotte ord med på vejen i sin efterhånden lange karriere. ”Siiralas raffinerede og intelligente klaverspil kan måle sig med de aller bedste i et katalog fyldt med fremragende kunstnere.” - Gramophone
”En pianist, der virkelig har noget på hjerte“ - FonoForum Medvirkende Antti Siirala, klaver
