Den 6. december bliver K.B. Hallen centrum for et musikalsk jordskælv, når svenske Viagra Boys indtager scenen til deres hidtil største venuekoncert på dansk jord. Hvis du troede, du havde oplevet punkrock, så gør dig klar til at få rusket din opfattelse i stumper og stykker.
Det er officielt: De svenske punkprovokatører Viagra Boys vender tilbage til København og indtager K.B. Hallen den 6. december med en koncert, der tegner til at blive årets mest eksplosive punkrockfest.
Bandet har tidligere blæst københavnerpublikummet bagover på både VEGA og festivalen Syd for Solen, hvor deres kompromisløse og fandenivoldske liveoptrædener har høstet anmelderroser på stribe. GAFFA kvitterede med 5 store stjerner for sidste sommers koncert, mens Soundvenue udpegede bandet som et af festivalens absolutte højdepunkter, og Undertoner.dk sendte 5 U’er efter den ”løsslupne og lettere vanvittige musikalske fest”.
Viagra Boys blev til, da bassist Henrik Höckert på en våd bytur opdagede forsanger Sebastian Murphys helt særlige talent under en skæv karaokeversion af Mariah Careys ”We Belong Together”. Siden da har bandet markeret sig med en unik blanding af tung, groovy postpunk og en fandenivoldsk liveenergi, krydret med dødssaxofon, kværnende trommer og brutale riffs.
Med tre album i bagagen – senest det kritikerroste ”Cave World” fra 2022, som skarpt skyder mod konspirationsteorier og misinformation – er Viagra Boys klar til at tage næste store skridt i Danmark. Albummet fik 6 stjerner af GAFFA og blev også rost af det engelske musikmedie NME.
Hvornår? Koncerten med Viagra Boys finder sted 6. december 2025.
Hvor? Koncerten afholdes i K.B. Hallen, Peter Bangs Vej 147, 2000 Frederiksberg.
Hvornår starter billetsalget? Billetsalget starter torsdag 20. marts kl. 10 på billetlugen.dk.