Julens magi indtager igen Tivolis Koncertsal, når den anmelderroste familieballet Nøddeknækkeren vender tilbage fra den 26. november til den 20. december 2026.

I år får genopsætningen en særlig betydning. 2026 markerer nemlig 250-året for fødslen af E.T.A. Hoffmann, forfatteren bag det verdensberømte eventyr, der siden har udviklet sig til en af verdens mest kendte juleballetter.

Tag med Clara på en magisk drømmerejse

Tivolis version af Nøddeknækkeren tager sin begyndelse juleaften 1874 et sted i København. Clara og hendes familie har inviteret prominente gæster til middag, og blandt julegaverne gemmer der sig en helt særlig nøddeknækker.

Da Clara senere falder i søvn, begynder en eventyrlig og farefuld drømmerejse. Gennem storm og sne bevæger hun sig ind i et snedækket Tivoli, som på magisk vis forvandles til en sommervarm eventyrhave fyldt med dans og musik.

Her møder hun blandt andre Harlekin, Columbine og Pjerrot – og selvfølgelig nøddeknækkeren, der pludselig er blevet vækket til live.

Dronning Margrethes eventyrlige univers

Når tæppet går op i Tivolis Koncertsal, er det med H.M. Dronning Margrethes scenografi og kostumer, som danner rammen om den klassiske julefortælling. Forestillingen rummer mere end 600 kostumedele, mens Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen står bag koreografien.

Musikken leveres live af Tivoli Copenhagen Phil, hvor 68 musikere under ledelse af dirigent Christian Øland fylder salen med Tjajkovskijs ikoniske musik fra Nøddeknækkeren.

Det er syvende gang, Tivolis version af balletten fra 2012 opføres i Tivolis Koncertsal, og næsten 200.000 gæster har allerede oplevet forestillingen.

En juleoplevelse for hele familien

Nøddeknækkeren kombinerer ballet, eventyr, klassisk musik og Tivolis helt særlige juleunivers i én samlet oplevelse. Og julemagien behøver ikke slutte, når tæppet går ned.

Billetten til forestillingen giver nemlig også adgang til Jul i Tivoli, så turen kan kombineres med lys, julepynt og julestemning i Haven både før og efter forestillingen. Nøddeknækkeren anbefales fra 6 år. 

Fang jeres billetter nu og oplev en magisk jul i Tivoli: 

Til Billetsalg