Musik

Thor Farlov annoncerer koncert i K.B. Hallen i april 2025

19.09.2024 Skrevet af Signe K.

Thor Farlov er klar til at indtage en af Københavns mest legendariske scener, når han annoncerer sin største koncert til dato i K.B. Hallen i april 2025. Med sine eksplosive live-shows og en perlerække af hits er Farlov klar til at levere endnu en uforglemmelig fest.

Vil du vide mere om, hvornår koncerten finder sted, og hvordan du sikrer dig billetter til Thor Farlov? Så læs med her!

Thor Farlov indtager K.B. Hallen

Thor Farlov har haft et eksplosivt år, og på dagen for hans udsolgte koncert i Store Vega kan den populære kunstner nu afsløre sit næste store træk: En koncert i K.B. Hallen i april 2025. Thor Farlov billetterne til Vega blev revet væk på under en uge, og nu får endnu flere fans muligheden for at opleve ham live på en af Københavns mest ikoniske scener.

“Det er helt vanvittigt, hvor langt vi er nået. Det her er større, end jeg nogensinde havde drømt om. Min mission har altid været at skabe en oplevelse, der efterlader folk med et smil, og det fortsætter vi med i K.B. Hallen,” udtaler Thor Farlov.

På toppen af dansk musik

Det seneste år har for alvor cementeret Thor Farlovs status som en af Danmarks mest markante artister. Med hit efter hit har han sat sit præg på både landets største festivaler og hitlister. Thor Farlovs single ‘Alt Det’ med Noah Carter har ligget stabilt på hitlisterne siden udgivelsen i starten af 2024, og hans seneste samarbejder på Kundo-tracket ‘Noget Si’r Mig’ og TikTok-fænomenet ‘Hej’ har yderligere understreget hans stjernestatus.

Farlovs koncerter er kendt for deres høje energi, nærvær og evne til at skabe en unik forbindelse med publikum. Med hans seneste live shows i bagagen, der har fået ros fra Soundvenue, Gaffa og Politiken, er der ingen tvivl om, at koncerten i K.B. Hallen bliver endnu et højdepunkt i Thor Farlovs karriere.

 

Info om koncerten

Hvornår? Koncerten med Thor Farlov finder sted 4. april 2025.

Hvor? Koncerten afholdes i K.B. Hallen, Peter Bangs Vej 147, 2000 Frederiksberg.

Hvornår starter billetsalget? Billetsalget starter mandag d. 23. september kl. 10 på Billetlugen.dk

Til billetsalg