Marcus.wav gæster Hotel Cecil den 30. januar 2027 og Skråen den 5. februar 2027 med personlige fortællinger, stærke melodier og et lydunivers, der bevæger sig mellem pop, indie og hiphop.
Marcus.wav står midt i begyndelsen på et nyt kapitel. Et kapitel, hvor kreativ frihed, ejerskab og ansvar er fundamentet for både musikken og måden, den bliver udgivet på.
Efter flere års erfaringer med forskellige konstellationer i musikbranchen har Marcus.wav valgt at gå hundrede procent independent og samle al sin musik under sit eget indie-setup, Alting har en pris. Beslutningen handler ikke om at gøre oprør for oprørets skyld, men om et bevidst valg om at tage kontrollen tilbage over sit eget arbejde og sin egen fortælling.
Navnet Alting har en pris udspringer af erkendelsen af, at kreativ frihed sjældent kommer uden omkostninger – men at prisen for ikke at eje sin egen musik ofte er langt højere. Setuppet fungerer lige nu som Marcus.wavs personlige platform, men visionen rækker længere end ham selv. På sigt skal det udvikle sig til et hjem for andre artister, der ønsker større gennemsigtighed, indsigt og kontrol over deres kunstneriske virke.
Musikalsk bevæger Marcus.wav sig i et åbent felt mellem pop, indie og hiphop. Hans sange kredser om menneskelige sprækker og relationer – fortalt med både sårbarhed, vrede, humor og jordnær ærlighed. Når han er glad, mærkes det tydeligt. Når han er vred, kommer det fra et sted dybt forankret i egne erfaringer. Og når han viser sin sårbarhed, sker det med en autenticitet, der rammer direkte.
Hans tekster tager lytteren med ind i tilværelsens blinde vinkler og viser, hvordan modstand, erfaringer og selvstændighed har formet hans blik på både mennesker og relationer.
Det første musikalske skridt i det nye setup er singlen “Genbrug”, som udkom den 17. april 2026. Nummeret er skabt i samarbejde med Oliver Kuso, kendt fra blandt andet OKAYNICO, og ledsages af en musikvideo produceret af DAVAI, der tidligere har arbejdet med navne som Benjamin Hav, Kind Mod Kind, Medina og Angående Mig.
“Genbrug” bliver samtidig første udspil fra en kommende EP, der udkommer til efteråret. Frem mod EP’en planlægges et sammenhængende singleforløb med yderligere 1-2 udgivelser, der gradvist skal bygge projektets næste fase op – både digitalt og live.
Udgivelserne er tænkt som levende byggesten, der udvikler sig i takt med mødet med publikum og integreres direkte i koncertformatet. Publikum får mulighed for at opleve det nye materiale live, når Marcus.wav indtager Hotel Cecil i København den 30. januar 2027 og Skråen i Aalborg den 5. februar 2027.
Med Alting har en pris som ramme handler projektet derfor ikke kun om musik, men også om transparens, langsigtet opbygning og kunstnerisk ejerskab. Et setup, hvor Marcus.wav selv styrer retning og tempo – og hvor publikum inviteres med ind i processen, ikke kun det færdige resultat.