Musik

The Beaches fylder Store VEGA med fræsende indierock

08.09.2025 Skrevet af Signe K.

The Beaches vender tilbage til København – denne gang i Store VEGA den 21. februar 2026. Hvis du oplevede den canadiske kvartet på Roskilde Festival 2024, ved du, at en The Beaches koncert er alt andet end stillestående. Bandet er klar med deres nye album No Hard Feelings og inviterer til en aften med elektrisk energi, skarpe riffs og ørehængende omkvæd.

Fra Toronto til verdensscenen

The Beaches stammer fra det livlige kvarter af samme navn i Toronto. Siden debutalbummet Late Show (2017) har de opbygget en solid fanbase med hits som »Money« og »T-Shirt«, der i 2018 indbragte dem en Juno Award som ”Breakthrough Group of the Year”.

Opfølgeren Blame My Ex (2023) viste en mere varieret side af bandet – et miks af indiepop, melankoli og grunge. Singlen »Blame Brett« gik nummer ét i Canada og har i dag over 100 millioner streams på Spotify.

Med No Hard Feelings (2025) har The Beaches løftet ambitionsniveauet endnu en gang. Albummet er blevet kaldt ”a pop masterclass” af The Line of Best Fit og roses for sin kombination af energi, selvironi og stærke melodier.

The Beaches live i København

Bandet har tidligere bevist deres format herhjemme – senest på Roskilde Festival 2024, hvor de leverede en energifyldt koncert, der fik publikum til at koge. Når The Beaches spiller live i Store VEGA, kan man forvente et sæt spækket med både fanfavoritter og de nye numre fra No Hard Feelings.

Det bliver bandets hidtil største danske koncert, og alt tyder på, at Store VEGA kommer til at koge, når de fire canadiere indtager scenen.

Info om koncerten

Hvornår? Koncerten med The Beaches finder sted 21. februar 2026.

Hvor? Koncerten afholdes i Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København. 

Hvornår starter billetsalget? Billetsalget starter fredag 12. september kl. 11 på Billetlugen.dk.

Til billetsalg