Musik

Sophie Ellis-Bextor vender tilbage til København – oplev discodronningen i Poolen!

17.02.2025 Skrevet af Signe K.

Er du klar til en af årets største popfester? Sophie Ellis-Bextor gæster København igen, når hun fredag den 3. oktober 2025 indtager Poolen på Refshaleøen. Hvis du gik glip af hendes udsolgte koncert i Store VEGA sidste år, har du nu chancen for at opleve hende live – og det bliver uden tvivl en aften med sveddryppende disco og rendyrket popmagi!

20 år senere - Fornyet hype til kæmpehit

2024 blev året, hvor Sophie Ellis-Bextor igen satte sit markante aftryk på musikverdenen. Hendes ikoniske hit Murder on the Dancefloor eksploderede i popularitet, da det spillede en central rolle i filmen Saltburn og blev en massiv TikTok-sensation. Singlen brød pludselig gennem lydmuren til en ny generation af popelskere og toppede hitlisterne i både Storbritannien og USA – mere end 20 år efter dens oprindelige udgivelse!

Den fornyede hype kunne også mærkes på livescenen. Ellis-Bextor turnerede verden rundt og spillede for udsolgte huse – herunder en magisk aften i Store VEGA i marts 2024. GAFFA kvitterede med fire stjerner, mens Dan Rachlin hos POV International kaldte koncerten en regulær popfest.

Poolen forvandles til danseklub

Når Sophie Ellis-Bextor indtager Poolen på Refshaleøen den 3. oktober, kan du se frem til en aften, der byder på alt fra de uundgåelige klassikere som Murder on the Dancefloor og Take Me Home til nyere numre og velvalgte coverversioner. Alt sammen leveret med hendes uovertrufne charme og bakket op af et tight spillende liveband.

Poolen danner de perfekte rammer for en nat i discokuglens glitrende skær. Så find danseskoene frem, saml din venner med de bedste moves, og gør dig klar til en uforglemmelig aften med et af popmusikkens mest elskede navne!

 

Info om koncerten

Hvornår? Koncerten med Sophie Ellis-Bextor finder sted 3. oktober 2025.

Hvor? Koncerten afholdes i Poolen, Refshalevej 189, 1432 København.

Hvornår starter billetsalget? Billetsalget starter fredag 21. februar på Billetlugen.dk

Til billetsalg