Musik

Royel Otis indtager Poolen med deres største koncert i Danmark til dato

23.06.2025 Skrevet af Signe K.

Royel Otis har på rekordtid erobret både streaminglister, anmelderroser og publikums hjerter verden over. Nu er de klar til at tage endnu et skridt op ad stigen, når de til efteråret spiller deres største danske koncert nogensinde.

Australsk indiepop med vokseværk: Royel Otis vender tilbage til København

Hvis du endnu ikke har oplevet Royel Otis live, er det nu, du skal sætte kryds i kalenderen. Den australske indiepop-duo vender tilbage til København den 9. november, hvor de giver deres hidtil største danske koncert i Poolen på Refshaleøen.

Royel Otis er hurtigt blevet et navn, der summer på alles læber i indie-verdenen — også herhjemme. Sidste år henrykkede de en propfyldt Den Grå Hal. Nu rykker de op i endnu større rammer, når de denne gang indtager Poolen med deres karakteristiske, solbeskinnede indiepop, der balancerer perfekt mellem nostalgisk guitarflader og catchy hooks, der emmer af MGMT og Phoenix-vibes.

Fra viral sensation til globale hitlister

2024 blev et gennembrudsår for Royel Otis. Duoen gik viralt med deres uimodståelige cover af The Cranberries' Linger og Sophie Ellis-Bextors Murder on the Dancefloor — sidstnævnte fik endda Sophie selv til at sende sin kærlighed til de australske barndomsvenner Otis Pavlovic og Royel Maddell.

Sideløbende udgav Royel Otis deres debutalbum Pratts & Pain, som høstede anmelderroser fra bl.a. NME, Clash og Rolling Stone Australia. Albummet gik direkte i top 10 på den australske hitliste og sikrede sig en plads i top 25 på den britiske indie-hitliste. The Guardian kalder dem ligefrem for "indie’s next big thing". Med næsten 8 millioner månedlige lyttere på Spotify er det svært at være uenig.

Info om koncerten

Hvornår? Koncerten med Royel Otis finder sted 9. november 2025.

Hvor? Koncerten afholdes i Poolen, Refshalevej 189, 1432 København.

Hvornår starter billetsalget? Billetsalget starter onsdag den 2. juli på Billetlugen.dk.

Til billetsalg