Musik

Programmet til Skovrock 2024 er klar

07.12.2023 Skrevet af Signe K

Sæt kryds i kalenderen, saml vennerne, og gør dig klar til den ultimative sommeroplevelse i Aalborg - Skovrock 2024 er på trapperne, og programmet lover en musikfest, du ikke vil gå glip af! Som altid er Skovdalens ikoniske scene klar til at blive indtaget af nogle af de største navne inden for musikverdenen.

Billetsalget er i fuld gang. Tjek programmet ud her og find de koncerter, du ikke vil gå glip af.

Køb billet her

KREBSFALCH

8 år efter duoens sidste startskud kaldte KREBSFALCH aka Poul Krebs og Michael Falch hinanden tilbage.

Krebs og Falch har hver for sig leveret sange og hits til danskerne de sidste 4-5 årtier – altid med masser af varme, humor og længsel i luften. Der opstår altid en helt særlig ånd mellem de to, når de står på en scene sammen. Der bliver magi i luften i Skovdalen den aften.

Take That

Gør dig klar til en rejse tilbage til 1990'erne, når det ikoniske britiske boyband, Take That, indtager Skovrock-scenen.

Siden 1990’erne har det ikoniske boyband Take That sat sit uudslettelige præg på popmusikken og stjålet tusindvis af hjerter verden over med deres store vokaler og utallig mange hits.

Medina + Hjalmer

Medina står bag mange udødelige pophits som ”Kun For Mig”, ”Vi To”, ”Mest Ondt”. Listen kunne blive ved. Den nye generation har flittigt taget Medina til sig og på ny kronet hende som dansk popdronning uden sidestykke. Til sommer er det Skovdalens tur til at mærke Medinas energi og skråle med på alle hendes hits.  

Hjalmer har taget den danske musikscene med storm med sin inderlige musik, præget af temaer om kærlighed, det at blive voksen, samt dybe refleksioner herom. Siden sin debut i 2017 har Hjalmer positioneret sig som én af de mest fremtrædende navne i dansk musik.

Lars Lilholt Band

Lars Lilholt Band har gennem tiden spillet på alle landets festivaler. Roskilde, Smukfest, Midtfyn, Jelling, Samsø. Så det er ikke noget nyt at Lilholt kommer til byen, - slet ikke i Aalborg hvor han har besøgt Skovdalen hvert år siden det blev startet

Orkestret er velspillende som aldrig. Det så vi sidst i 2023 hvor der var udsolgt til en mindeværdig koncert en skøn aften i august.

Artigeardit + Lamin

Tidligere på året udgav de to venner og musikalske kolleger, Artigeardit og Lamin, deres længeventede fælles album ”Nu Hvor Vi Er Her” – et album, der blev mødt med stor anmelderros. De to rappere er kendt for at være nyskabende og kompromisløse, og så ejer de scenen når de giver koncert. Glæd dig til en koncert fyldt med energi, store hits og cool attitude, når Artigeardit og Lamin indtager Aalborg.

Queen Machine

I mere end et årti har Queen Machine begejstret publikum herhjemme og i udlandet med deres formidable Queen-show, der rammer publikum i både hjerte og sjæl med Queens udødelige hits.

De seneste år har de gæstet Skovdalen, der har været udsolgt hver gang.  Fra Queens uudtømmelige bagkatalog leverer Queen Machine hits såsom; We Will Rock You, Bohemian Rhapsody, I Want To Break Free, A Kind Of Magic, Don’t Stop Me Now og Somebody To Love.

Suspekt

Den 15. september 2023 skrev Danmarks største hiphop trio historie, da de samlede 46.283 Suspekt supportere til landskamp på Danmarks nationalstadion, Parken. Her vandt de 4-0 og det er samme ambition at ramme det resultat, når trioen fra Albertslund gæster Skovrock i Aalborg den 17. august.

Find info her