Fans af elektronisk musik har noget stort at se frem til, når den britiske stjerneproducer Jamie xx indtager K.B. Hallen den 13. marts 2025. Den anerkendte kunstner, der netop har udgivet sit første soloalbum i ni år, det anmelderroste “In Waves,” kommer til København som en del af sin omfattende “In Waves – World Tour.”
Efter ni års ventetid leverer Jamie xx igen et musikalsk statement med “In Waves,” opfølgeren til hans ikoniske debutalbum “In Colour” fra 2015. Med sit nye album viser Jamie xx endnu engang, hvorfor han er en af de mest indflydelsesrige producere inden for elektronisk musik. “In Waves” er en sonisk rejse gennem nattens lydbilleder, hvor eufori møder melankoli i en perfekt balance – præcis som vi kender det fra Jamie xx’s univers.
Albummet har modtaget strålende anmeldelser fra både fans og kritikere. Soundvenue gav topkarakteren fem stjerner og kaldte det "et mesterværk," mens The Guardian og NME begge kvitterede med fire ud af fem stjerner. Jamie xx er stadig på toppen, og hans evne til at fusionere genrer som house, techno, UK garage og disco på en nærmest magisk måde er intakt.
“In Waves” byder også på en række spændende gæsteoptrædener, som bl.a. inkluderer Robyn, Panda Bear, Honey Dijon samt de velkendte ansigter fra the xx, Romy og Oliver Sim. Albummet er en hyldest til klubbens eskapisme og de sene nætters uforglemmelige øjeblikke – en oplevelse, som Jamie xx nu tager med sig ud på scenen i K.B. Hallen.
Jamie xx’s kommende koncert i K.B. Hallen er en unik chance for at opleve albummets hypnotiske tracks live i en ramme, der er skabt til musikalsk magi. Med en setliste, der med sikkerhed vil inkludere både nye hits fra “In Waves” og klassikere fra “In Colour,” kan publikum se frem til en aften fyldt med intense beats, stemningsfuld lysopsætning og en atmosfære, der trækker dig helt ind i Jamie xx’s verden.
Hvornår? Koncerten med Jamie xx finder sted d. 13. marts 2025.
Hvor? Koncerten afholdes i K.B. Hallen, Peter Bangs Vej 147, 2000 Frederiksberg.
Hvornår starter billetsalget? Billetsalget starter fredag d. 4. oktober kl. 10 på Billetlugen.dk