Musik

Efterårets mest hypede albumudgivelser — fra The Hives’ comeback til Taylor Swifts nye æra

12.08.2025 Skrevet af Signe K.

Efteråret 2025 bliver alt andet end gråt. Fra støjende garagepunk til popballader og selvudleverende R&B, er releasekalenderen spækket med navne, der kan få både vinylnørder og streamingjunkies til at tælle dagene. Her er nogle af de udgivelser, vi allerede nu har sat store røde krydser ved.

Royel Otis – Hickey (22. august)

Den australske indiepopduo Royel Otis er snart tilbage med et nyt album, når Hickey udkommer den 22. august. Forvent solblegede guitarriffs, skæv charme og tekster, der balancerer mellem det naive og det knusende ærlige. Albummet har allerede givet os singlerne car, say something og den populære moody, så forventningerne til albummet er høje.

Royel Otis kan opleves live i Danmark, når de bringer Meet me in the car tour til Poolen d. 9. november. 

Til billetsalg

The Hives – The Hives Forever Forever The Hives (29. august)

Garage-rock-tornadoerne fra Sverige er tilbage og klar til at bevise, at de stadig kan ryste et dansegulv i stykker. Albummet med den mundrette titel The Hives Forever Forever The Hives blev skabt under vejledning af deres langvarige samarbejdspartner, Pelle Gunnerfeldt, der også har arbejdet med Viagra Boys, Yung Lean og Elvira. Desuden var der fornemt besøg fra Mike D (Beastie Boys) og John Homme (Queens of the Stone Age), hvilket løfter forventningerne til et vildt comeback. 

Oplev musikken live, når The Hives indtager K.B. Hallen d. 18. oktober 2025.

Til billetsalg

Ed Sheeran – Play (12. september)

Ed Sheeran skruer endnu en gang op for sin hitmaskine, når Play udkommer 12. spetember. Albummet har allerede leveret fire singler: Azizam, Old Phone, Sapphire og den spritnye A Little More, der kommer med en bittersød musikvideo, hvor Rupert Grint stjæler scenerne. Alt peger på et album, der trækker på globale lydpaletter uden at give slip på Sheerans signatur for stærk melodi og følelser, der rammer lige i maven.

Ed Sheeran besøger snart Danmark med fire koncerter i Øresundsparken d. 28.-31. august. 

Læs mere her

Lola Young – I’m Only F-king Myself (19. september)

Lola Young balancerer sarkasme, sårbarhed og selvironi i sit kommende album. Singlerne One Thing og nyeste udspil Not Like That Anymore giver glimt af en kunstner, der bruger sin egen skrøbelighed som superkraft. Lyden er rå, følsom og intenst personlig.

Olivia Dean – The Art of Loving (26. september)

Soulpop-mesteren Olivia Dean vender tilbage med sit andet album The Art Of Loving, der ifølge hende selv er en kærlig sonarisk udforskning af kærlighedens mange former – romantisk, selvkærlig og platonisk. Singlen Nice To Each Other er allerede blevet et kæmpe hit, og vi glæder os til at høre, hvilke andre sange der skal på fast rotation på playlisten. 

Taylor Swift – The Life of a Showgirl (udgivelsesdato ukendt)

Det store wildcard i efteråret er uden tvivl Taylor Swift, som netop har annonceret sit 12. album. Vi ved ikke meget om albummet endnu. Faktisk kun titlen The Life of a Showgirl. Derudover har Taylor Swift opdateret sit profilbillede på sociale medier til en grøn baggrund med en glimtende orange lås henover. Som altid med Swift er det næppe tilfældigt, og fanspekulationerne er da også i fuld gang. Udgivelsesdatoen er stadig hemmelig, men vinylforudbestillinger bliver sendt inden 13. oktober – og det betyder én ting: countdownen er startet.