Fra maj 2027 forvandler filminstruktør Nicolas Winding Refn Det Kgl. Biblioteks Sorte Diamant til en sansemættet totaloplevelse. Udstillingen "Man kan ikke holde en god krukke nede" iscenesætter verdens største H.C. Andersen-samling gennem Refns hypnotiske og stemningsfulde blik – og inviterer publikum til at møde en anden side af den danske eventyrdigter, end de fleste kender.
De fleste kender H.C. Andersen som nationalromantikkens store fortæller – manden bag Den lille havfrue, Den grimme ælling og Snedronningen. Men under overfladen af de velkendte fortællinger gemmer sig en anden Andersen: sårbar, besat og splittet mellem længsel og smerte.
Det er denne mørkere, mere menneskelige side af forfatterskabet, som H.C. Andersen-udstillingen i Den Sorte Diamant dykker ned i. Og til at gøre det har Det Kgl. Bibliotek inviteret en kunstner, der kender temaerne indefra.
Nicolas Winding Refn, kendt for film som Pusher, Drive, Bronson og The Neon Demon, har gennem hele sin karriere gjort outsiderens perspektiv og menneskets skyggesider til sit kunstneriske varemærke. De samme temaer findes under overfladen i H.C. Andersens forfatterskab.
Refn går derfor ikke til opgaven som fortolker, men som en åndsfælle. Resultatet er en udstilling, hvor originale H.C. Andersen-manuskripter, breve og dagbøger fra Det Kgl. Biblioteks samling smelter sammen med Refns stemningsfulde billedunivers – rum for rum, indtil det bliver svært at afgøre, hvor digteren slutter, og instruktøren begynder.
Det Kgl. Biblioteks H.C. Andersen-samling er ikke bare stor – den er verdens største, og den er optaget på UNESCOs liste over verdens skriftlige kulturarv. Samlingen omfatter mere end 50.000 sider breve og håndskrifter, og H.C. Andersens forfatterskab er i dag oversat til over 180 sprog.
Udstillingen er en del af en større satsning, hvor Det Kgl. Bibliotek også ruller undervisningsforløb ud for folkeskoler, sætter en brevforestilling op og digitaliserer hele samlingen, så den bliver frit tilgængelig for alle ved udgangen af 2027.
Udstillingen er tænkt som en sanselig og stemningsfuld oplevelse for et modent publikum og anbefales fra udskolingsalderen og opefter. Med fokus på de mere komplekse og følelsesmættede sider af H.C. Andersens univers giver den især unge og voksne mulighed for at gå i dybden med forfatterskabet og finde nye lag i de eventyr, de troede, de kendte.
Skriv dig op på ventelisten, og du får 24 timers eksklusiv adgang til billetsalget og booking af timeslots – før billetsalget åbner for alle andre. Vær med, når H.C. Andersens mørke møder Nicolas Winding Refns univers i Den Sorte Diamant.