Det sker

Nej, jeg har ikke haft en "brat summer"

06.08.2024 Skrevet af Louise M.

Trenden, der ikke har været til at komme udenom denne sommer, har helt klart været "brat." Startet af sangerinden Charlie XCX's seneste udgivelse og akkompagneret af en slimgrøn hex-kode, har fænomenet været overalt på TikTok (hvor alle trends starter) og dernæst i resten af verden. Og bedst som det rammer Twitter (sorry, ”X”) og Kamala Harris’ præsidentkampagne, er den død. Sorry, boomers, late to the party. Igen.

Men bare rolig! Din sommer har muligvis ikke været brat, men det skal du ikke ærgre dig over, for "brat summer" var en dårlig idé til at starte med, i hvert fald hvis du er over 30.

Grønt er godt for øjnene, medmindre det er i polyester og købt på Temu

Hvis du var født i det forrige århundrede, har du nu rundet en alder, hvor du begynder at sætte pris på at kigge på noget grønt. Ikke "brat-grøn," som er den intentionelt grimmeste grønne, der kan opdrives, men den slags grønt, som findes udenfor og som du støder på uden for stenbroerne. Naturen, that is. Måske ejer du også en have, og dermed er du også sådan en, der sætter pris på regn, fordi det vander dine dahliaer, og i så fald har du haft the summer of your life i år (for du var sikkert heller ikke på Roskilde).

Acting like a brat

"Brat" betyder slet og ret møgunge. Trendens essens er, at man ”acter brat,” hvis man gør, hvad man vil, og giver fanden i, hvad andre folk tænker. Sætter sine egne behov først, let loose. Man undskylder ikke for sig selv, man lader bare alle sine behov fylde ud over det hele. Jeg har holdt hele min ferie med to af den slags typer: mine børn. De er for små til TikTok og har derfor slet ikke har fanget, at de var med på en trend, men blev bare pissesure, hvis de ikke fik dagens is nr. 2, eller nogen slukkede deres iPad. OG brats! Det er ikke fedt. Det er faktisk fedest, når de ikke er brats.

Bare rolig: den er død nu

Men som med alt andet, der trender på TikTok: når du hører om det, er det højst sandsynligt ved at dø. Brat summer has ended, og du behøver således ikke engang stå op af sofaen. Snart vil farven indtage tøjstativerne i Føtex og H&M, fordi kapitalisme, og til den tid vil ingen huske, hvorfra farven kom. Og snart er det efterår, og så er der alligevel ingen af os, der kan holde så skarpe farver ud.