Shutterstock
Taylor Swift har længe været 'talk of the town', men på det seneste er det ikke hendes stort anlagte og spektakulære 'Eras Tour', der trækker overskrifterne. Det er derimod hendes nye forhold til den amerikanske fodboldspiller Travis Kelce. De to har trukket overskrifter de sidste uger, hvor der har floreret billeder af de to og rygter om forhold. Romancen indeholder da også alt til en Hollywood-romcom: Kelce, der vil give sit nummer på et armbånd til Swift til en af hendes koncerter, men bliver afvist. Swift, der bliver spottet til en af Kelces kampe, og sidenhen blurry paparazzifotos af de to sammen.
Verdens mest berømte popstjerne og topfodboldspilleren, har vi ikke hørt den før? Hvis man skruer tiden tilbage til 90'erne er der unægtelig ikke så få fællestræk med romancen Posh & Becks, som bekendt endte med ægteskab og hvad dertil hører. Victoria og David Beckham blev dengang også forfulgt nådesløst af paparazzier fra den dag, de blev spottet sammen. Også de fandt sammen efter, at Posh Spice overværede en af Beckhams fodboldkampe, og også her blev der givet et telefonnummer ud, dengang på en flybillet.
Men hvad er det, der gør, at de to romancer trækker alle overskrifterne, og i perioder overskygger stjernernes karrierer og enkeltpræstationer? Til alle tider har vi sladret om og snaget i de kendtes liv og levned. Sladderen er vores sociale lim og unægtelig en del af vores daglige omgang med andre mennesker. Læg dertil, at disse to romancer blander de i forvejen kendte stjerner fra flere sfærer: der er kendisser, sport, mode, sladder… Der er nok flere fanskarer i disse historier, og desuden elsker vi jo bare en lykkelig slutning. Der er noget ærkeromantisk over de to topstjerner, som finder hinanden. Og ikke mindst er der også en økonomisk faktor: to kendisser, hvis brands kan smitte positivt af på hinanden, skaber merværdi. Måske ser vi også Taylor og Travis på forsiden af Vogue, som vi gjorde med Posh og Becks?
Det ved ingen. Men hvis der er noget, sladderbladene elsker lige så højt som at sætte romancer som disse op på en piedestal, så er det at vælte dem ned igen. Den meget omtalte dokumentar om Posh & Becks viser med al tydelighed, hvordan medier og fans lige så meget nød de to stjernes nedture og nådesløst afdækkede selv de mest private og intime detaljer. Man kan kun håbe, at lige på dette punkt gentager historien sig ikke.