Det sker

Bogforum 2026: Det fulde program er landet – her er 10 ting, du ikke vil gå glip af

08.09.2026 Skrevet af Marie H.

Bogelskere, kulturdyr og alle med hang til gode historier kan godt begynde at planlægge efteråret. Det fulde program til Bogforum 2026 er nu offentliggjort, og igen i år er der masser at glæde sig til.

Start efteråret godt ud

Fra den 30. oktober til 1. november 2026 bliver Bella Center fyldt med bøger, forfattere, samtaler, musik og litterære oplevelser, når Bogforum vender tilbage.

Årets program byder på hundredvis af programpunkter og et bredt udvalg af både danske og internationale navne. 

Med så meget på programmet kan det være svært at vælge. Derfor har vi samlet 10 navne og oplevelser, der er værd at holde ekstra øje med.

Ti højdepunkter

1. Hiromi Kawakami, Lørdag d. 31. okt. kl.13:50–14:35
Et af de helt store internationale navne på årets Bogforum er den japanske forfatter Hiromi Kawakami. Hun regnes blandt de markante stemmer i japansk samtidslitteratur og har opnået en stor international læserskare. På Bogforum præsenterer hun sin nyeste roman Pas på den store fugl ikke tager dig, som udkommer på dansk til efteråret.

2. Ulla Terkelsen, Lørdag d. 31. okt. kl. 16:00–16:45
Danmarks bedst kendte tv-journalist er rejst ud til Europas brændpunkter for at se, hvad fremtiden byder hendes elskede kontinent. Med afsæt i Sidste udkald fortæller Ulla Terkelsen om en ny verdensorden. Kan Europa lære at stå på egne ben, eller er vi ved at snuble for aldrig at rejse os igen. Interviewer er Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen.

3. Svend Brinkmann, både lørdag og søndag
Psykolog, professor og forfatter Svend Brinkmann er efterhånden blevet en fast stemme i den danske samfundsdebat. Hans bøger og perspektiver på blandt andet menneskeliv, psykologi og tidens tendenser har gjort ham til en populær profil langt ud over universitetets mure. På bogforum kan du opleve ham flere gange, blandt andet i samtale med med journalist og sognepræst Sørine Gotfredsen om sin aktuelle bog, Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre, alene i Brinkmanns briks eller samlet med andre. 

4. Hella Joof og Stine Pilgaard, Fredag d. 30. okt. kl. 17:20–18:05
Når Hella Joof og Stine Pilgaard er på programmet, er der god grund til at spidse ører. I 2020 vandt Stine Pilgaard alles hjerte med og De Gyldne Laurbær for hendes bog, Meter i sekundet, som også fik De Gyldne Laurbær og senere blev filmatiseret af Hella Joof. Kom og vær med når Pilgaard og Joof fortæller om deres samarbejde, værker og kunsten at balancere humoren og alvoren.

5. Sara Blædel, Lørdag d. 31. okt. kl. 12:40–13:05
Krimifans kan blandt andet glæde sig til at møde Sara Blædel. Hun er en af Danmarks mest succesfulde krimiforfattere og står bag bøgerne om Louise Rick, der har fået læsere langt uden for Danmarks grænser. Sara Blædel interviewes om Drengen uden grav.

6. Thomas Korsgaard, Søndag d. 1. nov. kl. 13:05–13:50
Forfatter Thomas Korsgaard fortæller om Kransekageleverandørerne, et portræt af en kvinde, fortalt fra et barns perspektiv. Det er en roman om umulige betingelser og ubegrænset fantasi, om fattigdom, stolthed, håndværk, hvile og vilje. Og om hvordan en kvinde, der ikke regnes for meget i samfundets øjne, kan være en heltinde i sin søns. Moderator er Puk Qvortrup. 

7. Peter Sommer, Søndag d. 1. nov. kl. 13:00–13:50
Bogforum er meget mere end traditionelle forfattersamtaler. Den anmelderroste sangskriver, Peter Sommer, taler med Kim Skotte om sin nye sangtekstsamling, Sort På Hvidt, der indeholder samtlige tekster fra debutalbummet Alt Er Ego til det nye album Verdens Volume. Han spiller derudover et par numre akkompagneret af pianist Palle Hjorth.

8. Dörte Hansen, Lørdag d. 31. okt. kl. 14:45–15:30
Der er også masser af international litteratur på programmet. Den tyske forfatter Dörte Hansen besøger Bogforum med romanen Til havs, en fortælling om et øsamfund i opløsning og et familieliv i udkanten. Hansen er blandt Tysklands mest læste samtidsforfattere.

9. Irina Olsen, Søndag d. 1. nov. kl. 14:30–15:00
Influencer, forretningskvinde og aktivist Irina Babenko fortæller om at miste sig selv i et dysfunktionelt ægteskab præget af alkoholmisbrug og gaslighting. Vær med til en samtale om at tage ejerskab over sit liv og stå ved sig selv. 

10. Anders Lund Madsen, både lørdag og søndag
Med Anders Lund Madsen på programmet er der lagt op til nysgerrighed, skæve spørgsmål og samtaler, der ikke nødvendigvis bevæger sig i den retning, man havde regnet med. Oplev forfatter og journalist Anders Lund Madsen i samtale med film-, tv- og radioproducent Morten Krøgholt om sin aktuelle bog, Helt alene og næsten død, eller oplev ham fortælle om bogen alene. 

Og det er kun begyndelsen

De ti er kun et lille udpluk af årets omfattende program. Bogforum 2026 spænder fra internationale forfattere, krimi og aktuelle samfundssamtaler til satire, musik, romance, romantasy, manga, tegneserier og kreative oplevelser.

Også familiens yngste kan være med. På Børnenes Bogforum venter et stort program med historier, workshops og aktiviteter for børn og voksne.

Bogforum finder sted i Bella Center fra fredag den 30. oktober til søndag den 1. november 2026.

Det fulde program er live nu – så det er bare med at finde favoritterne og begynde at planlægge årets Bogforum. Fang dine billetter nu: 

Til Billetsalg