Min opvækst var præget af svigt og overgreb, som ingen troede på. Jeg levede med en indre splittelse: Hvis ingen troede på det, jeg sagde, var det så mig, der var noget galt med? Det blev startskuddet på en lang flugt – længere og længere væk fra mig selv. I starten af mine tyvere blev jeg udlært automekaniker og senere synsinspektør. Jeg fik en fod ind i det “normale” liv. Samtidig begyndte jeg at bruge mine weekender i det københavnske technomiljø, hvor stofferne flød, og dem blev jeg hurtigt glad for. Jeg begyndte at sælge stoffer, og for første gang oplevede jeg at være én, folk gerne ville være sammen med. Det greb mig. Som jeg bevægede mig længere ind i det kriminelle miljø, mistede jeg gradvist fodfæstet i det normale liv. Da jeg mistede mit job, overgav jeg mig fuldt ud til kriminaliteten. Jeg var risikovillig, tænkte hurtigt og blev god til det, jeg gjorde.
