KBH Open
Tennis vender hjem til København
I december 2026 vender international professionel herretennis tilbage til København, når Kjøbenhavn Open afvikles hos K.B. Tennis på Frederiksberg. Turneringen er en ATP Challenger 50 og bliver den første ATP Challenger-turnering i Danmark siden 2009. Kjøbenhavns Boldklub fylder 150 år i 2026, og jubilæumsåret danner en oplagt ramme om klubbens ambition om at bringe international tennis tilbage til hovedstaden.
Næsthøjeste niveau – tæt på verdenstoppen
ATP Challenger Tour er niveauet lige under ATP Tour og fungerer som et vigtigt springbræt for spillere på vej mod verdenseliten. Ved Kjøbenhavn Open kæmpes der om en samlet præmiesum på 63.000 USD og 50 ATP-point til vinderen af singleturneringen. Hovedturneringen i single har plads til 32 spillere, mens kvalifikationen omfatter 24 spillere. Derudover spilles der en doubleturnering med 16 par. Turneringen bliver dermed den største professionelle tennisturnering på dansk grund, siden Farum var vært for en WTA-turnering i perioden 2010-2012.
En oplevelse for hele familien på Frederiksberg
Kjøbenhavn Open samler danske profiler og internationale spillere på Frederiksberg i intime rammer, hvor publikum kommer tæt på kampene, intensiteten og spillerne. Turneringen giver danske spillere mulighed for at konkurrere på højt internationalt niveau på hjemmebane – foran et dansk publikum. Glæd dig til professionel tennis, spændende dueller og en levende atmosfære, uanset om du er passioneret tennisfan eller bare leder efter en god sportsoplevelse med familie eller venner. Billetsalget er åbent nu hos Billetlugen.