Kom med Danish Club på en særlig rundvisning i det gamle rådhus i Viborg – en af de sidste muligheder for at opleve huset, som det ser ud i dag, før det renoveres og tages i brug til nye kulturaktiviteter.
Inde i rådhuset møder du en næsten urørt tidslomme fra 1874 med søjler, buer og en stor hall, hvor man stadig kan fornemme stemningen fra tidligere tiders rådsmøder og retssager. På 1. sal står den gamle byrådssal med sit originale inventar og fortæller levende om byens politiske og juridiske historie.
Undervejs ser vi Sukkernes Bro og den nuværende Viborg Arrest udefra og sætter bygningerne ind i deres historiske sammenhæng, før rundvisningen afrundes på Skovgaard Museet, der tidligere fungerede som arresthus. På denne rundvisning besøger vi kun museets kælder, hvor vi får mulighed for at se velbevarede effekter fra arrestens tid, som giver et konkret indblik i livet bag murene.
Som afslutning byder vi på en sandwich og et glas vin eller øl i Kongens Kammer. Her vil klosterforstander Frede Fruergaard Møller være vært og give en kort introduktion til stedets historie.
Rundviser: Museumschef Brian Wiborg
På glædeligt gensyn