Tue West har igennem 20 år udgivet et hav af albums, en EP og dusinvis af singler. Han har modtaget en Grammy, P3's talentpris, Statens kunstpris for rytmisk musik og en lang række nomineringer, blandt meget andet. Genren er åben og kan både defineres som singer/songwriter og en blanding af folk, indie og rock.
Nærværende, poetiske og aktuelle sange om livet er et fast omdrejningspunkt, mens den improviserede tilgang er en stor del af musikerens dna. Sangene, stemmen og de poetiske tekster, krydret med et velspillende og energisk band, der altid søger mod nye musikalske horisonter i en evig udforskning af lyd og intensitet. Stadig er der små øer med akustiske solopassager, virtuost klaver og historiefortællinger.
Han har tidligere spillet adskillige udsolgte koncerter på Hotel Cecil. Den 18. marts vender han tilbage med sit band med alle sine sange i tourkufferten.