STELLA COLE (USA)
Med Mikkel Rønnows 16 mands musicalorkester
Oplev den unge verdensstjerne Stella Cole i en magisk koncert med musicalhits og jazz standards. Stella Coles unikke optræden genskaber stemningen fra en New York natklub i 50’erne, hvor tidens største stjerner optrådte sammen med Broadway-orkestrenes musikere i nattetimerne efter teatertid.
Stella Cole er nu på sin største orkesterturné nogensinde, med hits fra “The Great American Songbook” – fra den gyldne æra 1920’erne til 1950’erne, hvor Broadway og Hollywood gav os den ene udødelige melodi efter den anden. Komponister som Cole Porter, George Gershwin, Irving Berlin og mange flere komponerede tidløse klassikere, som stadig er blandt de mest elskede sange verden over.
Den nye koncert kan opleves i England og Skandinavien i de mest charmerende koncersteder man kan forestille sig: Adelphi Theatre midt i Londons West End, Cirkus i Stockholm, den ikoniske Glassalen i Tivoli, København og på hele Norges musicalscene Folketeatret i Oslo.
28. marts 2027 Adelphi Theatre London, UK
30. marts 2027 Cirkus Stockholm, Sverige
2. – 3. april 2027 Tivoli, Glassalen København, Danmark
5. april 2027 Folketeateret Oslo, Norge
Ved koncerterne bakkes Stella Cole op af ikke mindre end 16 fantastiske musikere, ledet af den danske musicalkapelmester Mikkel Rønnow. Med en klangpalet af forførende strygere, swingende saxofoner og jazzet messing får du den store amerikanske sangskat serveret af en af New Yorks største fænomener netop nu: Den kun 27-årige Stella Cole.
Koncerten henvender sig til alle der elsker den gode, gamle musik, uanset om man er helt ny fan eller er én af de mere end 1,5 mio. følgere, der hovedkuls har forelsket sig i Stella Cole på de sociale medier.
Stella Cole
Hun startede med at synge iført badekåbe og ansigtsmaske på TikTok – og nu er hun en international sensation med over halvanden million følgere.
Hendes gennembrud kom under pandemien, hvor hun postede sin fortolkning af Judy Garlands "Over the Rainbow". Videoen gik viralt – og i dag følges hun af et globalt publikum, hvor også store verdensstjerner som James Taylor og Michael Bublé følger med. Derefter er det kun gået én vej. Hun har optrådt på flere ikoniske scener som Carnegie Hall og Madison Square Garden, og i dag rejser fans fra hele verden for at opleve hendes udsolgte koncerter live.
Stella Cole er vokset op med Hollywood-musicals som The Wizard of Oz, Singin’ In the Rain og The Sound of Music – og begyndte at synge før hun kunne tale. Hendes forældre introducerede hende til de gamle film og soundtracks, hvilket er inspirationen i hendes musikalske karriere.
Fire albums er det foreløbig blevet til –selvfølgelig alle udgivet på vinyl: Stella Cole, Snow!, It’s Magic og ”Live at Café Carlyle”.
Mikkel Rønnow
Kapelmester og teaterproducent Mikkel Rønnow har i mere end 30 år stået bag succesfulde musicalopsætninger i Danmark, herunder Sweeney Todd, La Cage Aux Folles, Cabaret, The Sound of Music, My Fair Lady, Les Misérables, Copacabana, Cadide, West Side Story og ikke færre end seks anmelderroste opsætninger af Chess. For nylig dirigerede han Odense Symfoniorkester med en uropførelse af 20 sange fra den nye internationale musical om H.C. Andersen.
På eget pladeselskab har Mikkel Rønnow udgivet og dirigeret cast albums for Chess og Copacabana samt highlight albums med Odense Symfoniorkester og City of Prague Philharmonic Orchestra.
Mikkel Rønnow indledte i 2026 et frugtbart samarbejde med Stella Cole, og ser frem til at lede orkestret ved hendes hidtil største orkesterturné.
ANMELDELSER
Ved tidligere koncerter (2026) med Stella Cole og Mikkel Rønnows Orkester skrev pressen:
Stjerneoplevelser
”Som at blive badet i musik, diamanter, lys og alt det, der hører til Old Hollywood.” ”Hun er så stilsikker i både sang og udtryk, at man bare svævede og lod sig flyde med af hendes bløde klang. Hun udstrålede et overskud, hvor ikke en tone sad forkert. Stilen klæder hende fuldstændig naturligt.” ”Det burde ikke være en luksus at høre live musik, men det føltes sådan i dag. Hvilken fornøjelse det var at opleve musik, hvor orkestret føltes lige så meget som stjerner på scenen som solisten. Det ser man ikke ofte.” ”Jeg gik derfra med en følelse af at have været tæt på noget nænsomt, på den helt rigtige måde. Som om jeg havde grebet en sjælden chance.”
Dig og mig og musicals
”Hun leverer en koncert med en oprigtighed og varme, der er svær at afvise.” ”Begejstringen for denne koncert må deles i to: én for Stella Cole og én, mindst lige så stor, for orkestret. Hold da op, hvor spillede de fremragende.”
CPH Culture
”Velsignet med Mikkel Rønnows ualmindeligt velspillende 16-mands musicalorkester, der fra starten anslår den helt rigtige stemning og ganske ubesværet transporterer os tilbage til filmmusicalens storhedstid fra 1930’erne til 1950’erne.”
GAFFA
”Den amerikanske jazzsangers talent var i top, og hendes begejstring vanskelig ikke at overgive sig til.” ”En absolut værdig arvtager efter navne som Doris Day og Judy Garland.” ”Boblende begejstret og autentisk.” ”Hun vil komme til at dominere musikscenen inden for sit gebet i årtier fremover. For så talentfuld og naturlig er hun.”
Månssons Kultur
”Hennes förmåga att förmedla känslor genom sång är enastående, det märks att hon har lagt ner mycket tid på att finslipa sin teknik. Med en röst som är både kraftfull och mjuk, fångade hon publikens uppmärksamhet från första tonen.” ” Stämningen i salen var elektrisk, där varje musikstycke föll som en perfekt pusselbit i kvällens program.” ”Det är sällan man får uppleva en sådan visuell enhetlighet och musikalitet i en och samma föreställning. Var och en av musikerna bidrog med sin talang, vilket skapade en harmonisk helhet. Stellas samspel med orkestern var imponerande och visade på en djup förståelse för musiken.”