Siden debuten i 2007 har Mattias – som frontmand i Dúné og siden soloartist – udgivet otte albums og markeret sig som en fandenivoldsk entertainer, træfsikker sangskriver og vokalist med en svimlende spændvidde. Bagkataloget tæller bl.a. Dry Lips, 80 Years, Bloodlines, Heiress of Valentina, Let Go Of Your Love, Sun of a gun, Never Be Alone, Glam, Copenhagen, Dear Mr. Trump og Emotional Support Animal – sidste års mest spillede sang på P6 Beat.
Den 22. januar udkommer Mattias’ nye soloalbum med nogle af karrierens stærkeste og mest personlige sange, heriblandt protestsangen Dear Mr. Trump, der skabte opmærksomhed langt uden for Danmark. Musikalsk trækker albummet tråde gennem hele hans karriere og er skabt til scenen, hvor de nye sange møder 20 års bagkatalog, leveret af Mattias og et drømmehold af musikere.
Så kridt danseskoene. Som GAFFA skrev: “Ingen tvivl om at Kolstrup kommer til at påbegynde en rock'n'roll-steppebrand i stort format … så for filan da også, skynd dig at finde en ledig stol til en koncert i en by nær dig".