Karla Korsbak åbner døren ind til sit bankende pophjerte i VEGA
Med to stærke singler i bag sig er Karla Korsbak nu klar til at indtage Ideal Bar for første gang.
På sin seneste single “Helt uden tøj på”, der udkom i år, smelter fængende guitarrytmer og diskret percussion sammen med Korsbaks luftige vokal, der ubesværet bærer lytteren gennem sangens følelsesmæssige landskaber.
Karla Korsbak skaber musik, hvor følelserne får lov til at fylde. Hendes sange kredser om oplevelser og relationer og efterlader plads til både eftertanke og egne fortolkninger. I 2025 debuterede Korsbak med singlen “Hen til det”.
Debutsinglen fik meget ros med på vejen, og Soundvenue skrev blandt andet følgende om musikerens fremragende vokal: “I centrum for lydbilledet står Korsbaks smukke stemme: Sødmefuld på en måde, der kun kan sammenlignes med smagen af danske jordbær, duften af syrener eller lyden af en solsort”.
Der er mere musik på vej fra Karla Korsbak i 2026, og publikum får mulighed for at opleve de nye sange live, når hun den 29. oktober fylder Ideal Bar med smukke, vellydende poptoner.