Hvordan lever man videre, når krigen ikke stopper, bare fordi man kommer hjem – og hvordan finder man fodfæste igen efter bogstaveligt talt at have været død af druk?
Jeg er vokset op i et kærligt hjem med en far, der var stolt soldat. Jeg så op til ham og vidste tidligt, at jeg selv ville gå den vej. Jeg kom i militæret som 17-årig og det føltes som at finde hjem. Som 19-årig blev jeg udsendt til Balkan, og her blev jeg konfronteret med en virkelighed, jeg ikke var forberedt på. Jeg følte mig magtesløs, og der var oplevelser, der satte sig i mig – uden at jeg forstod hvorfor.
Da jeg kom hjem, begyndte min nedtur langsomt. Min soldaterkammerat begik selvmord, og jeg stod tilbage med en vrede og en tomhed. Jeg flygtede, først til USA, hvor jeg fik børn og forsøgte at skabe et almindeligt liv, men det, jeg havde med mig, blev ved med at indhente mig. Der var en uro og rastløshed, der voksede i mig.
Jeg begyndte at få angstanfald og besvimelser, men jeg ville ikke anerkende det.
I stedet fandt jeg en måde at dulme det på. Alkohol blev min bedste ven – først vin og så vodka. Jeg udviklede en funktionspromille, som gjorde det muligt for mig at komme igennem dagen, men som samtidig trak mig længere og længere væk fra mig selv og mine nærmeste.
