Det er med den største begejstring og glæde, at vi byder Danish Club indenfor til en rundvisning og et spændende foredrag i Tordenskiolds lejlighed fra 1700-tallet. Tordenskiolds lejlighed er en af Københavns bedst bevarede hemmeligheder. I ejendommen Strandgade 6 på Christianshavn boede den berømte søhelt Peter Wessel Tordenskiold i en kort periode i foråret 1720, inden han drog på frierfærd til Tyskland, hvor han døde i en skudduel med en svensk officer.
Lejligheden, som blev Tordenskiolds sidste faste bopæl, rummer i dag nogle af Danmarks bedst bevarede barokinteriører, udstyret med pragtfulde oliemalerier og svulmende stuklofter.
Ved dette arrangement dykker Danish Club gode og dygtige samarbejdspartner kunsthistoriker Christian Claudio Apostoli ned i historien om den berømte søhelt og løfter sløret for nogle af de fortællinger og budskaber, lejlighedens barokmalerier gemmer på.
Vi glæder os til at byde dig indenfor i disse helt særlige rum, med så spændende en historie.
På glædeligt gensyn
Danish Club & Christian Apostoli